Aldrig så snart er Hirtshals Fiskefestival vel overstået, før man i havnebyen begynder forberedelserne til lørdag den 26. august, hvor der fra kl. 10 til 16 afholdes Hook & Cook 2023.
Her hylder man igen fisk, men også fangst og folk med mange spændende aktiviteter. I lighed med sidste år får byen besøg af Nikolaj Kirks havnekøkken, som byder på skønne smagsoplevelser med lokale, friske råvarer på Den Grønne Plads.
Fiskeriskolen inviterer til oplevelser på Sydvestkajen og Sebastian Klein fortæller (sø-)røverhistorier og tænder grillen nedenfor Trappen.
Nordsøen Oceanarium byder på sælsomme oplevelser.
Hop om bord på den flotte museumskutter HG 159 “Johs. Hejlesen” og se Hirtshals Havn fra sø-siden. En sjov og spændende tur for både børn og voksne.
Program – DEN GRØNNE PLADS
11.00 Åbning af Kirks Havnekøkken
11-16 Nikolaj Kirk & Co. går i havnekøkkenet
Nikolaj Kirk tager børn og voksne med på et sandt madlavningseventyr. Med som gæstekok har Nikolaj igen den lokale fisker, ”Peter 29”. Sammen byder de på masser af røverhistorier, madlavningsfif og lækre smagsprøver. Alle råvarer i havnekøkkenet er naturligvis frisk fisk og skaldyr landet på Hirtshals Fiskeauktion.
11-16 Sjov med Nordsøen Oceanarium
Se, rør og lær, når de dygtige guider fra Nordsøen Oceanarium tager hele familien med på maritime eventyr.
11-16 Koldrøgning af fisk med SmokePins
Lær at koldrøge din favoritfisk, når Ole Gravrok, kendt fra Løvens Hule, viser hvordan Smokepins virker og glæd dig til de lækre smagsprøver.
14-16 Den store fiskedelle-fejde
Der bydes op til en sjov fiskedelle-fejde, når tre lokale duellanter udfordrer hinanden.
Smag på fiskedellerne og vær med som dommer, når den bedste delle skal kåres.
16.00-19.30 Live musik med det lokale band “No Good”
Skøn stemning på p-pladsen ved Hirtshals Kro & Restaurant. Sponsor: Hotel Hirtshals
Program – SYDVESTKAJEN & HUSMODERSTRANDEN
Kl 07.30-12 + 12.30-17
Lystfiskeri til havs for børnefamilier og nybegyndere
Kom med, når lystfiskerkutteren M/S Albatros stævner ud, og lær det mest basale om lystfiskeri ved kysten ud for Hirtshals. Der sejles to ture. Udstyr findes ombord. Varighed ca. 4 timer. Se mere og book på www.lystfiskerture.dk
Max 12 deltagere pr tur. Minimumalder 5 år, børn kun ifølge med voksne.
Mødested: M/S Albatros, Sydvestkajen.
Kl 10-12 Lystfiskeri i børnehøjde fra Husmoderstranden
Tag hele familien med, når Nordsøen Oceanarium og Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn lærer fra sig i strandkanten. Udstyr kan lånes. Kig efter beach flaget på stranden.
11 & 14 Show med Sebastian Klein “Kend din Fisk”
Oplev når Sebastian Klein med sædvanligt glimt i øjet lærer fra sig om fiskearter og livet i havet.
12 & 15 Fiskebingo med Sebastian Klein
Sjov og lærerig bingo for hele familien
13.00 Hvordan ser et marsvin ud indeni?
Vær med, når Nordsøen Oceanariums dygtige biolog; Christina Ydesen, dissekerer og fortæller om det store havpattedyr.
11-16 Kend din fisk med North Sea College/Fiskeriskolen
Hør om de forskellige fiskearter, lær at filetere en fisk og tilbered din fisk over bål. De dygtige guider får hjælp af lokale Niller, formand for Hirtshals Fiskeriforening og mangeårig fisker.
11-16 Trang til tang med ”Hovedet i havet”
Se, rør og smag på tang. Tang er sundt, smager godt og du kan lære alt om hvordan du selv samler tang. Du har også mulighed for at lave din helt egen tangsalt, som du kan tage med hjem.
Programmet opdateres løbende og ændringer kan forekomme!
Arrangører er Hirtshals Turisme og Destination Nordvestkysten.