En fantastisk tur for børn og voksne – en tur der aldrig vil blive glemt, lyder det fra uddannelsesvejleder Jørgen Jensen ved SkoleCenter Hirtshals
Torsdag blev brugt på at rejse til Runavik. Først med bus fra Horne til Billund. Derefter med fly til Vagar Lufthavn. Igen med bus frem til Runavik, hvor værterne stod klar med lidt mad og drikke. Endelig indkvartering i et hus hos forældre og borgere i Runavik.
– Det fungerede virkelig fint, og sikken udsigt. Kl. 01.30 kunne vi endelig gå til ro efter en lang rejsedag, noterer Jørgen Jensen.

Fredag var afsat til øvedag på Runavik Skole. Det var der brug for: Nyt lokale, nye instrumenter, grej til lyd og meget andet skulle samles. De gamle venner fra 2019 skulle også på plads igen. Men da dagen var gået, var Horne Skoleband og Løking Skoleband klar med et 45 minutter langt koncertprogram.
Lørdagen gik med en tur til Torshavn. Blandt andet gennem den nye undersøiske tunnel fra Runavik til
Torshavn. Det specielle ved denne tunnel er, som vi tidligere har omtalt på NordsøPosten, at der under vandet er lavet en rundkørsel med en ny tunnel til Strendur. Runavik er på den måde blevet en forstad til Torshavn. Om eftermiddagen var der koncert i ”Den Gula Smidja”, som er et nyt ungdomshus i Runavik.
Søndagen var afsat til at lære Færøerne endnu bedre at kende: En bus førte alle rundt til blandt andet Gjogv, Klaksvik og Kunoy. En kæmpe oplevelse for børnene at opleve et så anderledes land.
Mandag var skoledag i Runavik, og der var koncert i skolens biograf/koncertsal til 350
elever: Igen en kæmpe oplevelse at spille for så mange og ikke mindst, at bandet nu for alvor var
sammenspillet. Herefter gik det hjemad mod Horne. Det var derfor en flok trætte børn, der omkring kl. 23
ankom til Horne.
– Der skal lyde en kæmpe tak til lederne fra Den Musiske Skole: Anja Krogsgaard og Signe Wang. Både en
tak for – gennem mange år – at stå for skolebandet i Horne og selvfølgelig for at arrangere
turen, tilføjer Jørgen Jensen.
Turen er blevet støttet økonomisk bl.a. ved lokale koncerter og gennem flere lokale sponsorer: Hirtshals Havn, Rotary Hirtshals, Lions Club Hirtshals, Sigurd og Margit Espersens Familiefond, Initiativfonden, Duusgaards Coating, Klinik for Fodpleje, Hirtshals Handel og Erhverv, Rederiet Isafold, North Atlantic Coating, Kjærsgaard Hirtshals A/S og Hirtshals Musikforening.
– En kæmpe tak til sponsorer for et økonomisk tilskud som betød, at alle bandets medlemmer kunne deltage, lyder det fra Jørgen Jensen i SkoleCenter Hirtshals. Og skulle nogen have lyst til at hilse på- og høre Skolebandet: så er de klar til Grundlovsløbet 2022 i Hjørring, slutter Jørgen Jensen.


