Hver onsdag kl. 9.00 til 12.00 mødes mellem 20 og 30 gæve gråhårede mænd i Bindslev Mekaniske Værksted (BMV) på Silvervej 6 i Hirtshals.
Værkstedet er indrettet i en del af lagerhallen hos MarineShaft. Mændene har typisk en relation til MarineShaft/OC. Enten som tidligere medarbejdere eller som tidligere kunder/leverandører. En generel interesse for det maritime liv i Hirtshals er dog også en legitim adgangsbillet til værkstedet.
Værkstedet er veludstyret med en lang række maskiner, der tidligere har tilhørt Svend Andersen, far til medejer af MarineShaft Knud Andersen. Svend Andersen tilbragte hele sit arbejdsliv hos OC på havnen i Hirtshals, men hjemme i garagen på Stensbækvej i Bindslev havde han indrettet et komplet smedeværksted, hvor han gik og syslede i sin fritid. Da Svend Andersen døde i 2008, flyttede man alle maskinerne til MarineShafts lokaler på Silvervej og indrettede et værksted her. Værkstedet blev døbt Bindslev Mekaniske Værksted. Onsdag formiddag kommer maskinerne så i brug og der sysles med forskellige ting.
I tilslutning til værkstedet er Svend Andersens Mindestue indrettet. Her samles mændene efter endt ”arbejdsdag” i værkstedet for at hygge sig med kaffe og rundstykker – og ikke mindst en god snak om gamle dage. Mange gamle historier fra livet på havnen i Hirtshals fortælles igen og igen – hvilket de bestemt ikke bliver kedeligere af. Det er hygge på højeste plan og latteren fylder stuen gang på gang.
MarineShaft sponserer de materialer, der bruges i Bindslev Mekaniske Værksted ligesom virksomheden betaler kaffen og de rundstykker, der sættes til livs hver onsdag. Det er stærkt og overskudsagtigt, når en virksomhed på den måde er i stand til at fastholde et bånd til dens tidligere medarbejdere og relationer, der ser frem til at møde ind onsdag efter onsdag.
OC Klubben
Hos MarineShaft fik man i 2006 den ide at oprette en klub for tidligere OC medarbejdere, kunder, personer med tilknytning til firmaet og personer med interesse for Hirtshals Havns udvikling.
Med tidligere værkfører Harry Vejnø i spidsen, blev klubben stiftet hos MarineShaft den 17. marts 2006 og der viste sig at være stor interesse for ideen. Senere fik klubben en ekstra dimension, da OC’s datter Jane Christensen indvilgede i at være klubbens protektor.
Der afholdes tre arrangementer om året i OC Klubben med deltagelse af 30 – 40 medlemmer hver gang. Der har bl.a. været arrangeret en udflugt til Maskinrummet i Skagen, ligesom man har besøgt Prøvetanken på Nordsøcentret.
Af kommende arrangementer kan nævnes, at klubben den 28. april får besøg af direktøren for Hirtshals Havn, Per Holm Nørgaard ligesom der i september i år arrangeres en udflugt til Karstensens Skibsværft i Skagen. Hvert år afholdes der også en julefrokost for klubbens medlemmer.
Klubben faciliteres af Gitte Grønkjær, Leif Engstrøm, Flemming Høgh og Jane Christensen. Medlemskab af klubben er gratis og MarineShaft afholder alle udgifter til arrangementerne. OC Klubben har egen hjemmeside: ocklubben.dk.
Evt. ønske om medlemskab kan ske ved at sende en mail til: gitte.gronkjaer@marineshaft.dk.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.