Hotelchef Sarah Routledge og hendes personale sætter Vendsyssel på vinkortet, når de lørdag den 20. april åbner dørene op for deres vinaften i samarbejde med den lokale vingård Nygårdsminde.
Gæsterne kommer til at smage på et udvalg af både mousserende, kraftige og syrligt afstemte vine, hvoraf flere er økologiske. Til de lokalt dyrkede vine serveres en 4 retters middag, der er sammensat i samarbejde med restauranten kokke og Nygårdsmindes vinbonde, Jan, så man får den fulde oplevelse af mad og vin, der går op i en højere enhed.
Du kommer blandt andet til at nyde stenbiderrogn, jomfruhummer ravioli, havtaske Wellington og slutteligt et sødt punktum, hvor blandt andet rabarberen er i centrum. Og du kan slutte aftenen af i hotellets bar, hvor du kan købe Nygårdsmindes egen granskud gin, som også dyrkes på vingården i Vendsyssel.
Arrangementet starter kl. 18.
Ta’ en overnatning inkl. morgenmad
Nyd aftenen til fulde og ta’ en overnatning, hvor du dagen derpå kan stå op til en skøn morgenbuffet, som også er inkluderet i overnatningen.
Lidt om Nygårdsminde Vingård
Den nordjyske vingård er drevet af parret Jan og Gitte, der siden 2010 har udvidet vinmarken med flere hundrede vinstokke a flere parceller. De gør op med tanken om, at dansk vin er surt, dyrt og kedeligt. De mener tværtimod, at dansk vin er toppen, og at det handler om den rigtige viden om druerne, vind, vejr og jordbund – og selvfølgelig vinbondes dedikation til at nusse om vinmarkens druer.