Tidligere denne fredag fortalte vi historien om, hvordan frivillige siden 2018 har indsamlet 12 tons plastik længere nede ad Vestkysten. Heldigvis har vi også den slags frivillig virketrang her i det nordvestlige Vendsyssel.
Anja Skov har således sammen med Julie skov, Gunhild Nicolaisen, Elsa M Jensen og Henrik, som tilfældigt kom forbi med sin hund Salka, fået ryddet op efter stormen Maliks ophobning af såkaldt havfald på Husmoderstranden.
– I mandags var Julie og jeg ude at gå en tur på stranden. Vi kom forbi alt det affald på stranden, tog et par billeder af det. Gik videre hen imod trappen, hvor der gik to lokale damer og samlede affald. Fik lige en hurtig snak om, at det var flot af dem, og hvor meget affald der var. Vi slæbte deres affald med op til vejen, hvor der står en kasse. Lovede damerne at ringe til Park & Vej for en tømning af kassen. Allerede en halv time efter var den tømt, fortæller Anja Skov.
– Så lavede jeg et opslag på Facebook. Mange reagerede på det. Nogen var dernede igen samme dag, nogen tirsdag, og så var vi os piger, der blev enige om at mødes onsdag formiddag. Nogen, man aldrig havde mødte før, Julie, jeg og min veninde Gunhild. Så der var mange lokale, der har ydet en indsats. Det var super hyggeligt. Der kom også forbipasserende, der stoppede op, bare for at rose os for det arbejde, vi lavede, tilføjer Anja Skov.
– Da jeg gik omkring middag onsdag kunne jeg igen ringe efter Park & Vej til endnu en STOR tømning af kassen. Jeg går ikke på stranden hver dag, men ved Else og Gitte er der næsten hver dag og altid har en pose i lommen. Så er sikker på, at de faste stranddamer nok skal få styr på det, slutter Anja Skov.
Endelig har også Gitte Rasch taget initiativ til på mandag om formiddagen at tage endnu en tørn på den smukke strand nedenfor Leret og Hirtshals Fyr.
Foto: Anja Skov.
Link til tidligere artikel
Frivillige har siden 2018 indsamlet 12 tons plastik ved Vestkysten