De seneste dage har 14 elever fra HTX Teknisk Gymnasium i Hjørring udfoldet deres kreative evner hos Nordsøen Oceanarium.
Som en del af projektet Ungt Museum har de brugt de seneste dage på at kreere en flot kunstudstilling i Havbundsrummet, hvor de har brugt akvariernes lys, former og mønstre som inspiration.
Elevernes har knoklet hårdt og sågar overnattet ved det store Oceanarie for at komme i mål med udstillingen, som kan gæster hos Nordsøen Oceanarium kan opleve til og med uge 8.
Projektet er støttet af Vendsyssel Teater, og eleverne var under kyndig vejledning af deres underviser Lone Duus og kunstner Christina Augustesen.
”Det har virkelig været en fornøjelse at have de unge mennesker på besøg, se dem udfolde deres kreative sider og være med til at udnytte vores omgivelser på en ny måde. De har vist stort engagement, og resultatet er blevet rigtig godt,” siger Kim Fogt, der er formidlingskoordinator hos Nordsøen Oceanarium.
”Det er vigtigt for os at støtte op om projekter som disse i samarbejde med skoler og institutioner, og ud over at vi får en flot kunstudstilling ud af det, håber vi også, at vi skaber interesse for naturen blandt de unge mennesker.”
Kunstudstillingen blev åbnet med en fernisering torsdag middag, og værkerne skal nu bringe glæde blandt Nordsøen Oceanariums besøgende de næste par uger.
Foto: Anton Græsdal Maajen.