”Den smager virkelig godt!” Sådan lød det flere gange fra iværksætter Rie Mikkelsen fra Hebbelstrupgaard Is, da hun for nylig smagte på de innovative isvarianter, som HTX-elever fra Hjørring havde udviklet.
Den idyllisk beliggende isgård mellem Uggerby og Mygdal dannede rammen om en eftermiddag fyldt med faglighed, kreativitet og inspiration.
Fra idé til færdigt produkt
Besøget var langt fra et almindeligt virksomhedsbesøg. Eleverne havde nemlig selv udviklet helt nye typer is i valgfaget Proces, levnedsmiddel og sundhed.
Udgangspunktet for opgaven var enten en specifik målgruppe eller en årstid, og samtidig var der et krav om, at isen skulle indeholde mindst 30 procent surmælk. Det gav eleverne en spændende faglig udfordring, hvor konsistens, smag og produktudvikling skulle gå op i en højere enhed. Resultatet blev et imponerende udvalg af unikke og nytænkende isvarianter.
HTX-eleverne viste imponerende kreativitet
Da HTX-eleverne fik helt frie tøjler til at vælge surmælksprodukter, resulterede det i et spændende udvalg af seks forskellige typer: Skyr, kærnemælk, A38, vaniljeyoghurt, græsk yoghurt og yoghurt naturel. Holdet blev opdelt i otte grupper, og her kom kreativiteten virkelig til udtryk – både i smagskombinationer og i navngivning. De fantasifulde navne inkluderede: Kirsebær Deluxe, Mango Lime, Chocolate and Cherries, Dubai Chokoladeis, Kanelis med brændte mandler, Snescoop, Den Gyldne Banan og Pebernødis.
Feedback fra virkelighedens iværksætter
Med stor stolthed og engagement præsenterede eleverne deres produkter for Rie Mikkelsen, som både roste deres kreativitet og gav professionel og konstruktiv feedback.
– Det er spændende at se nye idéer komme til live – især fordi vi selv kun har to yoghurtis i vores sortiment, fortalte hun og understregede, hvor inspirerende det er at møde nye perspektiver på brugen af surmælk i isproduktion.
Indblik i produktion og branche
Besøget bød også på en rundvisning i produktionen, hvor eleverne fik indblik i, hvordan isen bliver lavet helt fra bunden – blandt andet med mælk fra gårdens egne køer. De fik også mulighed for at se det professionelle udstyr til pasteurisering og isfremstilling.
Dagen sluttede med smagsprøver på Hebbelstrupgaards egne is, som høstede stor begejstring blandt eleverne. Besøget gav eleverne et værdifuldt indblik i både produktudvikling, fødevareproduktion og iværksætteri i praksis.
Foto: HTX.


