34 elever i 2.g fra HTX Hjørring deltager i projektet Tiny Earth, som går ud på at finde nye former for antibiotika i jorden.
I Danmark deltager ca. 60 gymnasieklasser og globalt bidrager mere end 14.000 studerende årligt fra universiteter og gymnasier verden over. Projektet startede i 2012 på Yale University i USA og gennem årene har man fundet 19 nye former for antibiotika samt mange andre naturstoffer med medicinsk potentiale.
De 34 elever drog onsdag middag ud i naturen i faget Bioteknologi A og indsamlede jordprøver, som de skulle bearbejde hjemme i laboratoriet, hvor Kristine Mortensen og Karl Hasberg fra Århus Universitet ventede dem med videre instruktioner. Karl og Kristine er studentermedhjælpere på Tiny Earth-projektet på Århus Universitet og tager ud i hele Danmark og initierer indsamling af jord-prøver.
Bioteknologi-lærer Sven Lange hjælper også eleverne med jordprøverne og skal med til Århus med eleverne, hvor de skal analysere prøverne mere grundigt.
– Det er anden gang vi deltager og det er jo et super projekt med et meget flot formål – det kan eleverne virkelig godt li’. Det er bioteknologi på et meget højt niveau og bestemt noget som vi kommer til at høre mere om i fremtiden.
Rasmus Meincke Nielsen og Sylvester Poulsen står med petriskåle i hænderne og har netop forseglet de jordprøver som de bidrager med. De kan godt li’ det globale sigte og at man gør det i samarbejde med Århus Universitet.
– Det er fedt at deltage i et globalt projekt, hvor mere end 14.000 har deltaget. Måske finder vi noget spændende i vores jordprøve. Det ku’ være stort.
Novo Nordisk Fondet støtter projektet på Århus Universitet.