Af Hugo Frank Andersen
Født i Mosbjerg
Bor i Morild
Samfundet har ikke penge til alle ønsker. Forståeligt. Så må man jo prioritere. Også forståeligt. Men hvorfor står hjemmeboende samlevende pensionister altid nederst på denne liste?
Mange partier, incl. mit eget, slynger om sig med ytringer om, hvor meget de har tilført de ældre. Men jeg synes, I skal spørge den ovennævnte gruppe, hvor meget, de mærker til disse midler. Det svar kender jeg godt. INTET.
Man byder dem et overlevelses beløb. “I kunne have sparet op”. Ikke en mulighed for alle. Og måske var vi nogen, der troede på fællesskab og solidaritet. Andre var egoister og udplyndrede fællesskabet. Mange af de opsparede midler stammer fra tvivlsomme projekter. Og nu praler de så af deres opsparing.
Man finanserede måske børnearbejde eller krigsindustri. Eller placerede midler i noget, andre mennesker på anden måde måtte lide under. Man klager over rygere, samtidig med deres pensionskasse har tjent styrtende med penge i tobaksindustrien.
Fællesskab havde ingen interesse. Bare man SELV fik sit på det tørre. Men når de tvivlsomme projekter så led nedtur, kaldte man på fællesskabets hjælp. Og gør det stadig.
Typisk egoistisk dobbeltmoral. Så hellere være en fattig pensionist, med en viden om, man ikke har beriget sig på andres bekostning.