Af Hugo Frank Andersen
Byrådskandidat i Hjørring Kommune
Socialdemokratiet
Godmorgen alle friske mennesker. Det lufter lidt, men ellers fint vejr. Sommeren er over os. Hvor er det dejligt.
Jeg skal i dag besøge en borger, der selv har udtrykt ønske om en samtale med mig. Det er noget, der gør mig glad. I vælgerskaren, har en del fået øje på mig og mine synspunkter. Det er noget der varmer.
Jeg kan jo ikke se vælgerne i øjnene, og love dem alle mulige mærkelige ting. Jeg kan heller ikke bryste mig af en masse politisk erfaring. Men jeg har alligevel lykkedes med at få mit budskab ud. Et budskab om altid at lytte til kommunens borgere. Jeg HAR mærkesager, men det har borgerne også. Og vil man være politiker, er en ting helt klart: Det bliver du kun, hvis du har vælgernes opbakning.
Jeg har studeret politik hele livet. Og i særdeleshed de seneste 5 år, med dette mål for øje. Men at blive valgt er en hård kamp, da man jo ikke har samme platform, som de, der allerede ER i politik. Det kræver en enorm indsats at blive “kendt”. Fange menneskers interesse. Det siddende byråd har jo, når alt kommer til alt, gjort en god indsats.
Når jeg så alligevel mener, jeg kan gøre en forskel, skyldes det den menneskelige erfaring. Og jeg mener, der er, trods dygtigt byråd, nogle mangler. Nye vinkler kan være godt. Jeg vil altid tale de svages sag. Jeg kan ikke gøre kommunekassen større, men måske kan der prioriteres lidt anderledes.
Jeg vil naturligvis respektere andre politikere og deres holdninger, men vil aldrig, som i ALDRIG, blive en nikkedukke. Hvilket jeg er overbevist om, at de, der kender mig, vil vide. Gennem argumentation og ordentlig tone, synes jeg selv, er det lykkedes mig at fange nogle vælgeres opmærksomhed. Om det rækker til at blive valgt, må tiden vise. Men disse fem år med politisk studie, synes jeg, har bevist, at jeg er parat til at kæmpe for det, jeg mener er rigtigt.
Jeg kan ikke få os i himlen, men at komme lidt nærmere, kan vel også gå an? Jeg har mange ideer, og det vil føre for vidt at lufte alle her. Men enhver er velkommen til at spørge ind til, hvad jeg vil. Jeg har gennem lang tid forsøgt at fortælle, hvad jeg ønsker at kæmpe for. Bid for bid. Men er der tvivl, skal I blot spørge, som borgeren jeg skal besøge i dag.
Det glæder mig kun, når I viser interesse.
God weekend.