Humlebien er som bekendt berømt for at kunne flyve på trods af hårde odds fra naturens side, men sådan føles det givetvis også især i dag for alle de gode lokale kræfter bag Musik Under Trappen i Hirtshals.
Arrangementet er helt og aldeles enestående i en dansk kontekst, hvor der samfulde syv aftener i streg er musik med masser af bands og solister i det store telt Bølgen nedenfor Trappen på Sydvestkajen.
– Vi var utrolig heldige med, at blæsten ramte tirsdag og ikke på vores helt store aften onsdag, da vi som arrangører bag sådan en stor dag selvfølgelig især kan mærke varmen i hånden på kogepladen, siger formand Rasmus Jespersen.
Denne onsdag formiddag er en håndfuld folk fra Bambi Lys og Funky Sound sammen med en lille halv snes andre professionelle scenefolk i gang med at opsætte den helt store udendørs scene på Sydvestkajen.
Allerede sidst på aftenen, når først Rasmus Walter og dernæst Jonah Blacksmith har spillet, går de samme folk i gang med at pille hele det store setup ned igen, så trafikken igen kan komme rundt på Vesthavnen. Efterfølgende spiller både Petrols og Mikk A så jævnfør programmet i Bølgen.
Noget helt nyt, som er muliggjort af et samarbejde mellem barchef Jens Kohno Andersen og Jesper Spanner Sørensen, som mange nok kender fra Vendelbohus, er en speciel bar, der ikke bare sælger fadøl, men også mojito og gin drinks fra en vogn på Sydvestkajen.
Sammenholdt med den aktuelle vejrudsigt, som lover opklaring med solskin fra klokken 14 og kun let vind, tegner alt med andre ord til en fuldstændig fantastisk fest onsdag aften ved Musik Under Trappen.
Humlebien flyver som nævnt igen og holder vel at mærke en imponerende flot højde!