De senere dage har NordsøPosten kendskab til to tilfælde, hvor hunde har overfaldet andre hunde med alvorlige skader til følge.
Lørdag skete det i Løkken, hvor Nina Friis Christiansen fortæller historien:
Til dig, som gik tur med din hund på stien bag Vandtårnet, cirka klokken 8.50 i morges. Den har skambidt min hund i ansigtet, så han nu er under operation på Brønderslev dyrehospital. Dyrlægerne anbefalede politianmeldelse.
Søndag skrev Nina Friis Christiansen til NordsøPosten:
Hej Palle, vil bare fortælle dig, at vi er ok her i Løkken. Geo, vores boxermule, er kommet hjem og er ved godt mod. Da han blev gjort ren, viste det sig, at der var to flænger i det ene øre og det ene helt igennem øret. Nu er han syet, og der er dømt krave de næste uger. Tegnebogen er også blevet lettet i første omgang for 9800 kroner, men sådan er det. Håber stadig den ældre dame med den korthårede plettede hund vil kontakte mig.
Søndag skrev Solveig Pedersen fra Aalbæk om lignende tilfælde:
Så blev min hund lige bidt til blods af en anden hund i hundeskoven. Tirsdag skrev hun, at hunden nu havde det bedre.
Hos Agria Dyreforsikring oplyser dyrlægen: Undersøg din hund grundigt. Mindre bidskader kan i nogle tilfælde læge blot ved, at du renser såret med vand og sæbe eller en saltvandsopløsning. Når der er gået hul på huden, eller hvis hundens almene tilstand bliver påvirket, bør man få en tid hos din dyrlæge. Læs mere hos Agria Dyreforsikring.