Din have er et oplagt overvintringssted for mange insekter, fugle og smådyr. Men for at hjælpe de små dyr over vinteren kræver det, at haven er indrettet rigtigt.
Vores haver er i dag typisk meget pæne og plejede, og det levner ikke megen plads til havens vilde dyr, forklarer naturvejleder Majken Sundahl fra Danmarks Naturfredningsforening.
– Mange arter uddør i et større tempo end nogensinde før, og det skyldes primært, at deres levesteder forsvinder. Det står rigtig skidt til for vores insekter – det er alvorligt nok i sig selv, men det får også konsekvenser for de større dyr, der lever af insekterne som fugle og padder, forklarer Majken Sundahl.
Her er hendes syv tips til, hvordan man kan få en lidt mere vild vinterhave, som vil give flere levesteder til havens dyr:
1) Efterlad føde til små fugle
De små fugle kan have svært ved at finde føde om vinteren, og du kan hjælpe dem på flere måder. Lad dine visne stauder stå, da deres frø er fulde af næring til fuglene vinteren igennem, og lad bær og frugt på buske og træer blive hængende. Generelt nyder fuglene godt af tætte buske og hække, hvor de kan finde skjul.
2) Lav en brændestabel
En brændestabel kan være dekorativ som rumdeler i haven, men den har også stor værdi for livet i haven. I en brændestabel vil der med tiden kommer huller og hulheder, hvor insekter og bier kan flytte ind. Vil du hjælpe insekterne på vej, kan du bore 20 centimeter dybe huller med en diameter på 6-8 mm i træstykkerne. Så har du et naturligt insekthotel. Sørg dog for at opsætte dem et solbeskinnet sted, hvor træstykkerne ikke udsættes for fugt.
3) Lav et kvashegn
Også kvashegnet kan være dekorativt, og så slipper du for at køre dine grene på genbrugspladsen. Kvashegnet kan skabe ly for fugle, der har brug for at sidde og slappe af i løbet af vinteren. Pindsvinet er gået i hi på nuværende tidspunkt, men de elsker ellers kvashegnet og kan flytte ind i bunden. Bygger du kvashegnet i nærheden af køkkenhaven, kan pindsvinet hjælpe med at holde haven fri for snegle om sommeren.
4) Lav en kvasbunke
En kvasbunke er et fantastisk levested for en lang række arter. Særligt hvis du laver bunken på en dejlig solrig plads, hvor temperaturen kan blive høj. Jo varmere bunken er, jo flere arter vil kunne leve der. Blandt andet yngler salamander, tudser og snogen i dødt organisk materiale.
5) Lad gamle træer stå
Når et træ er ved at forgå, er mange af os hurtige til at fælde det og køre grene og stammer på genbrugsstationen. Men det er et problem, for vi har i dag alt for få gamle og døende træer i naturen og i vores haver. Når træer bliver gamle og får skader, kan svampe og insekter lettere trænge ind i træet. Og er man heldig, flytter spætten måske ind, da der med tiden kommer billelarver i træet.
6) Sæt en foret fuglekasse op
En stor foret fuglekasse er et godt alternativ til naturlige boliger i gamle træer. Vælg eksempelvis en uglekasse. Heri lægger du dødt organisk materiale som træsmulder. Sæt en lille plade for noget af indgangen, så vil kassen danne et godt ly for småfugle og insekter – og måske endda et egern. Gærdesmutter elsker at sidde tæt sammen, så du kan opleve, at syv-otte gærdesmutter overvintrer i kassen, ligesom forskellige biller, larver og edderkopper kan flytte ind. Dermed bliver kassen et naturligt foderbræt for havens dyr. Husk at lade kassen være henover vinteren, mens du i efteråret eller det tidligere forår gerne må rense den.
7) Veteranisér dit træ
Dette er kun for folk med store arealer og adgang til professionel hjælp. Veteranisering betyder, at man hjælper træers ældning på vej ved at efterligne nogle af de naturlige hændelser, som et træ kan blive udsat for gennem et langt liv. For eksempel kan man save, bore eller brænde træer, så man skaber hulrum til gavn for rigtig mange arter.
For eksempel kan hulrugende fugle som spætter og ugler flytte ind og yngle i træer, som er gjort gamle før tid. Man skal dog være opmærksom på, at veteraniserede træer bliver svækkede og med tiden kan lægge sig ned. Så det er ikke optimalt i en lille villahave, da der skal være god plads omkring træet.
Foto: Pixabay.