Op gennem 1960’erne og 1970’erne var Pusle–dukken at finde på mange pigeværelser rundt omkring i landet.
De første Pusle-dukker blev produceret i Italien, men det danske firma Algrema købte rettighederne til dukken og opkaldte den efter barnestjernen Pusle Helmuth.
Algrema var fra begyndelsen en succeshistorie. Den startede i 1964 under beskedne kår i kostalden på en landbrugsejendom i Tømmerby ikke langt fra Vrå. Familien bag var Erik og Herdis Frederiksen. Herdis Frederiksen havde i flere år syet dukketøj som hobby.
Snart opdagede Erik Frederiksen, at der var et marked, og de begyndte at sælge dukketøj. Efterhånden måtte de ansætte hjemmesyersker, og efter kort tid måtte produktionen flytte til større lokaler. Familien købte derfor den gamle skole i Em ved Vrå, og firmaet Algrema var etableret.
Firmaet voksede, og i en periode blev der produceret 18.000 dukker om dagen og 6.000 sæt dukketøj i 100 forskellige modeller om dagen. Der var 50 fastansatte medarbejdere i Vrå og ca. 600 hjemmesyersker, med 200 i Thy og 400 i Vendsyssel.
Nu er der mulighed for at høre mere om Pusle-dukke-eventyret og se nogle af de ting med relation til pusledukkerne, som er i museets samling. Torsdag den 15. juni kl. 17-19 vil butikschef Merethe Degn Nielsen fortælle om legetøjseventyret og vise tingene frem. Tag gerne din egen Pusle-dukke med. Foredraget holdes i museets café, Museumsgade 3 i Hjørring.
Tilmelding til oplægget skal ske på sms til 30 38 86 50 senest den 9. juni, og prisen er 95 kr. inkl. en sandwich med en drikkevare.
Hvis vejret tillader det, nydes maden i haven efter oplægget.