Borgmesteren har på NordsøPosten præsenteret to forslag til udvidelse af Hirtshals Havn, som han i øvrigt ikke ser den store forskel på.
Spørgsmålet er derfor, hvorfor havnens formand og borgmesteren den 11. maj præsenterer en begrænset udvidelse, når der også foreligger et større projekt med mere kaj og mere areal, og borgmesteren begrunder valget med, at han havde kommunens forvaltning “i det andet øre”.
Forvaltningen sagde:” . . ., at det ville aldrig komme til at ske”, som det formuleres i en artikel i Nordjyske den 11. maj. Det kunne derfor være interessant for borgerne i Hjørring Kommune og måske også havnebrugerne at vide, hvad der er baggrunden for valget af udformningen til havneudvideisen.
I åbningsnotatet “Udvikling af Hirtshals Havn” står på side 3, at havnen ikke ønsker at kompromittere den natur, der på så mange måder er afgørende for byen. Hvordan hænger dette sammen med det, forvaltningen siger “i det andet øre”. Havneudvideisen vil vel i sig selv påvirke naturen, og mere end de kvadratmeter, der kommer ud i Natura2000-området.
Disse udsagn fra havn og forvaltning må bygge på noget faktuelt og ikke blot nogle embedsmænds holdninger og udsagn, eller et vagt ønske om at beskytte naturen. Hvad med kysten nord for havnen?
Spørgsmålet er, hvorvidt der er udarbejdet en undersøgelse eller en rapport, der belyser problemerne ved at udvide havnen ud i Natura2000-området. Og må vi se det materiale, hvis det eksisterer.
Når forholdene omkring Natura2000-området er så restriktive, hvilken indflydelse har den indskrænkede havneudvidelse på Natura2000-området, når den ligger helt op til Natura2000-området? Er det noget, der skal undersøges, og vil det også være tidskrævende?
Forhåbentlig kan netavisens ny ansøgning om aktindsigt, som jævnfør seneste udmelding fra den konstituerede direktør åbenbart trækker ud, kaste lys over nogle af disse spørgsmål.
Link til en af flere tidligere artikler
Borgmesteren ser ingen afgørende forskel på de to forslag til udvidelse af Hirtshals Havn