Af Mikael Justesen
Hvem kan bære det ubærlige? Hvem kan skære skarpt gennem dilemmaerne? Hvem kan tage tæskene? Hvem kan træffe de umulige valg? Og hvad får de egentlig for det?
Dagens dramatiske pressemøde gav os måske et uhyggeligt klart indblik i, hvad det er for et kolossalt pres, de må opleve, de primære beslutningstagere under den største og mest langstrakte katastrofe i 75 år.
Nej, jeg aner ikke om Tanja Erichsen, der faldt omkuld på live-tv foran hele nationen, havde lavt blodsukker, havde drukket for lidt eller noget andet banalt. Men det er i hvert fald nærliggende at tænke, at hendes ildebefindende kunne hænge sammen med et enormt arbejdspres under umulige og uforudsigelige forhold gennem 14 måneder. Hvis det forholder sig sådan, er der i hvert fald ikke noget at sige til det.
Hun og de andre topembedsfolk og de toneangivende politikere har måttet påtage sig et ansvar og træffe nogle beslutninger, hvis konsekvenser er fuldstændig afgørende, både for vores land og for dig, mig og vi to. De har måttet gøre det uden egentlige fortilfælde hvori erfaringer kunne hentes, uden en lærebog og uden en ven at ringe til, hvis tvivlen skulle gnave. De har kørt en racerbil uden lys i buldrende mørke på en vej, der er blevet asfalteret mens de kørte. Og med millioner af passagersædechauffører som da nok lige havde en bedrevidende mandagstrænerløsning eller et buh-råb at bidrage med.
Men de har jo altså gjort det, og hvis man skæver rundt i verden, også den nære og helt sammenlignelige verden, så er det vel egentlig på sin plads at sige at det kunne have gået meget værre.
Og da Tanja Erichsen så faldt omkuld for øjnene af os alle sammen, slog det mig; hvorfor gør hun egentlig det der? Hvorfor står hun der med sit eget helbred satset på rød i rouletten og prøver at redde os fra en katastrofe der er meget værre end den katastrofe vi allerede er ramt af? Hvad får hun og Søren Brostrøm og alle de andre for det? Altså, det er næppe for pengenes skyld og det kan heller ikke være på grund af kantineordningen i Sundhedsstyrelsen. De må gøre det fordi de har den ædle mission at redde så mange som muligt fra så megen lidelse som muligt. Det er jo det læger gør.
Så hvad får de? Shitstorm, hademails og røven i klaskehøjde uanset hvad pokker de gør, for der er altid, altid, altid nogen der hellere ville have haft noget andet.
Jeg synes vi skal give dem noget, de har fået for lidt af. En hjertevarm tak, fordi de gider. Tak fordi de har taget det på sig at trække os gennem orkanen. Ikke sådan en næsegrus falden i støvet-tak og heller ikke en hyldest for ufejlbarlighed. Hvem kan tage imod sådan én uden at skamme sig? Men et ærefuldt skulderklap lige som man giver soldater, der har udvist et særligt mod på slagmarken eller taget en kugle for fædrelandet.
Og jeg lægger gerne for:
Tak til alle jer, der har påtaget jer et særligt ansvar i denne situation. Uden jeres uegennyttige indsats, jeres ekspertise, jeres mod, integritet og handlekraft havde katastrofen være total.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.