Af Mai-Britt Beith
Borgmesterkanidat og byrådsmedlem
Socialdemokratiet
Hjørring
Jeg er født og opvokset i Hjørring Kommune – og jeg har faktisk aldrig boet udenfor kommunen. Jeg har boet i Ugilt, Lørslev, Hørmested, Lønstrup, Vennebjerg og Hjørring. Jeg har boet både på landet, i landsby og i byen – og jeg elsker dele af det hele.
Jeg er den ældste af tre søskende, og vi har alle valgt at blive i kommunen. Det siger nok noget om den ro og tryghed, vi har fundet her. Jeg gik i folkeskole på Skallerup Skole og senere på Lundergårdskolen, men som for så mange andre var det i fritidslivet, jeg fandt det, der gjorde mig mest glad.

Jeg har altid dyrket holdsport og været en del af foreningslivet – det har givet mig et stærkt fællesskab og en forståelse for, hvor meget vi kan løfte i flok. Som barn brugte jeg mange timer på hesteryg og i stalden. Det lærte mig tålmodighed, ansvar og glæden ved at passe på noget levende.
Jeg fik mit første job som 13-årig, og det har præget mig lige siden. For mig ligger det dybt, at man skal bidrage til det fællesskab, man selv er en del af. Når dem, der kan, bidrager – så kan vi hjælpe dem, der ikke kan.
Jeg tror, det er her, mange af mine værdier stammer fra. Jeg har mærket, hvordan fællesskaber kan forme et menneske – og hvordan ansvar og sammenhold kan være med til at skabe et godt liv.
Det er den forståelse, jeg har båret med mig ind i mit politiske engagement. For i sidste ende handler politik for mig om det samme som hverdagen i Hjørring: At vi står stærkest, når vi står sammen.



Hvor sjovt at læse kan regne ud at jeg havde din mor og dig som håndboldtræner i svif i 1996.