Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
Skal Hjørring kommune partout sælge ud af fællesskabets rekreative arealer, hver gang en privat investor beder om en stump for at realisere et byggeprojekt?
Nej vel? I hvert fald ikke medmindre der er tungtvejende argumenter for at gøre det. Og i min optik er en investors mulighed for at klemme et par ekstra byggegrunde ud af en matrikel ikke grund nok.
Og da slet ikke når vores kommune alt andet lige kommer til at hænge på regningen for etableringen af den del af adgangsvejen, der ligger på kommunalt ejet jord.
Spørgsmålet er aktuelt, fordi Kim Andersen Ejendomme ApS har ansøgt om at få tilladelse til at udstykke to eller tre parceller fra Ulvegravene 1, en grund der ligger klos op ad et større sammenhængende rekreativt område i Hjørring. Grunden der ønskes udstykket, er på ikke mindre end 3827 kvm, og da kravet til udstykkede grunde er, at de skal være på mindst 700 kvm, burde der let kunne udstykkes to eller tre grunde.
Beklageligvis (for Kim Andersen Ejendomme ApS) er den eksisterende landejendom på grunden placeret, så der ikke er plads til at etablere en vej rundt om den og ind til de potentielle grunde.
Derfor er der tre muligheder:
1: Kim Andersen Ejendomme ApS nedlægger den eksisterende landejendom, så adgangsvejen til de udstykkede parceller kan etableres indenfor matriklen.
2: Hjørring kommune sælger 232 kvm af fællesskabets rekreative areal til Kim Andersen Ejendomme ApS, så en ny anlagt adgangsvej kan snog sig uden om den eksisterende landejendom.
3: Kim Andersen Ejendomme ApS undlader at udstykke grunden til glæde for naboer og brugere af det rekreative område.
Ifølge Søren Smalbro, formand for TMU og Venstres borgmesterkandidat, har ejeren ret til at udstykke dele af grunden. Og det har han formentlig ret i. Men betyder den ret, at Hjørring kommune er forpligtet til at sælge jord til Kim Andersen Ejendomme ApS for at optimere projektet? Nej, selvfølgelig gør den ikke det.
Og da navnlig ikke, da det er uafklaret, hvem der skal betale for at etablere en eventuel kommende adgangsvej fra Svanelundsvej ind til de nye matrikler. Pt. er der adgang til den eksisterende landejendom via et ikke asfalteret hjulspor, der ligger på kommunalt ejet jord. Retten til denne adgang blev erhvervet i 1961, da den tidligere ejer af Ulvegravene 1 solgte de omkringligge arealer til Hjørring kommune. Skal der etableres to eller tre nybyggede huse, vil det alt andet lige betyde, at der skal etableres en asfalteret vej ind til matriklen. Og regningen for denne vej vil alt andet lige lande hos kommunen.
En asfalteret vej vil være en markant ændring af det rekreative område.
Såfremt TMU beslutter at gå videre med projektet, bør der som minimum blive udarbejdet en lokalplan, så der kan blive fuld offentlighed omkring konsekvenserne af såvel udstykning, økonomi, som etablering af offentlig vej i et rekreativt areal.