Cyklistforbundets VI CYKLER TIL ARBEJDE 2022 stod i Tourens tegn, og det blev et hold fra Aalborg, der til sidst kom i den gule førertrøje.
Hovedpræmien – en Gazelle el-cykel til alle på vinderholdet – går til holdet Nat og Tvær ud på færd! fra arbejdspladsen Digitalisering og IT i Region Nordjylland. De 10 holdmedlemmer var de heldige vindere af Cyklistforbundets lodtrækning.
Fredag klokken 14 blev det heldige hold overrasket af hovedbestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet, Mike Hedlund-White, der overrakte præmien til dem i Aalborg.
Nat og Tvær ud på færd! cyklede i alt 1851,7 kilometer i løbet af maj måned og havde gennemsnitligt 12 cykeldage pr. deltager. Og hvorfor hedder holdet m å sådan? Jo, deltagernes kontor hedder: National og tværsektoriel IT – i daglig tale Nat og Tvær.
187 gange rundt om Jorden
De næsten 45.000 cyklister, der cyklede med i årets kampagne, hvor virksomhedshold dyster mod hinanden i antal cykeldage, cyklede i alt 7,5 mio km., hvilket svarer til 187 gange rundt om jordkloden.
”Det var fantastisk, at så mange bakkede op om vores kampagne efter et par lidt sløve corona-år. Danmark er en cykelnation, og det er vigtigt, at så mange som muligt cykler til arbejde. Jeg håber, mange af dem bliver ved med det efter kampagnen,” siger landsformand i Cyklistforbundet, Jens Peter Hansen.
Der er dystet i cykeldage, kollegaer har hentet hinanden på Hent en Kollega-dagen og udfordret hinanden på Omvejsonsdag i kampagnen, hvor det ikke handler om at cykle hverken hurtigst eller længst, men at cykle flest dage i maj. Og i år har det været muligt at vinde trofæer som bjergtrøjen og at komme i den gule trøje, hvis man cyklede flest dage på holdet. Årets kampagne var nemlig inspireret af Tour de France, der starter i Danmark i år.
Også VI CYKLER TIL ARBEJDEs hovedsponsor biotekvirksomheden Gubra, glæder sig over årets resultat.
”Det har været en stor fornøjelse at være hovedsponsor i år for Vi Cykler til Arbejde, hvor der har været rigtig mange tilmeldte efter Corona. Dejligt at se at der er komme flere op på cyklen. Det er ikke kun godt for folkesundheden, men også for klimaet. Vi håber at flere kan se, at cyklen er et uvurderligt virkemiddel i den grønne omstilling,” siger CSR-chef Rasmus Willig.
De mange cykelkilometer i VI CYKLER TIL ARBEJDE sparer samfundet for en masse CO2. 1.875.307 kg, eller næsten to ton CO2 blev sparet i sammenligning med, hvis deltagerne havde kørt i bil. Og den samfundsøkonomiske gevinst er over 60 mio. kroner, når man blandt andet ser på sparede sundhedsudgifter.
‘Endoskopigerne’
Sjove holdnavne er en rigtig forårsklassiker i VI CYKLER TIL ARBEJDE. I år så man på vejene blandt andet holdene ’Endoskopigerne’ fra Regionshospitalet i Randers, ’Vi købte Rolfs restlager, så I kan bare komme an’ fra Centrica Energy Trading i Aalborg og ’Retfærdighedens Ryttere’ fra Retten i Randers.
Holdet med det bedste holdnavn blev dog ’Cirque du Sore Legs’ fra Novo Nordisk, der modtager præmien, som er et gavekort til fredagsbar.
Fakta:
Var de 7,5 mio. kilometer blevet kørt i bil, havde det belastet kloden med 1,875 ton CO2. og vi kunne have skrevet næsten 6250 flere sygedage ind i det store nationale sygedagsregnskab.
Og ikke mindst er der cyklet minimum 17.248 ture i regnen, forceret 11.114 djævlebakker og bagt og spist 3.463 kager!
Se oversigt over alle årets vindere herunder.
Hold / arbejdsplads, Præmie Kommune
Årets vinderhold |
Nat og Tvær ud på færd! Fra Digitalisering og IT, Region Nordjylland |
En Gazelle Arroyo C5 HMB Elite el-cykel til alle på holdet. (samlet værdi 264.000 kr.) |
Aalborg Kommune |
|
Årets Debutant |
Svend Odgaard fra Outrup-sprinterne |
Raleigh Kent citybike |
Morsø Kommune |
|
Årets Holdkaptajn |
Sidsel Romme Nygaard fra Team 3-stjernet uddannelsespålæg |
Weekendophold for to på et af Comwells 15 hoteller i Danmark |
Roskilde Kommune |
|
Bedste holdnavn |
Cirque du Sore Legs fra Novo Nordisk |
Gavekort til fredagsbar |
Gladsaxe Kommune |
|
Omvejsonsdag / bedste foto |
Johanne fra Team Business Support Crazy Leg fra Novo Nordisk |
Ortlieb Velocity Rygsæk |
Hillerød Kommune |
|
Hent en kollegadag / bedste foto |
Maria STPS CO Alfa + Beta 2 fra Styrelsen for Patientsikkerhed |
Biografgavekort og VI CYKLER TIL ARBEJDE t-shirts |
Københavns Kommune |
|
Flest km i fritiden |
Martin fra Nykredit holdet WPRE – 2022 |
Startnummer til Hansens Cykelløb |
Københavns Kommune |
|
|