Hvid Jul

Lillejuleaftensdag. Det har været frostvejr i mere end en uge med rigtig kold vind fra øst . Det ser ud til at vejret skifter. Der er tiltagende vind og den er begyndt at dreje.

Jeg kigger ned på gaden. Folk haster hjem fra arbejde. Der kommer en gammel morlille ud fra Brugsen med sine indkøb i en lærredstaske. Den ser ikke tung ud. Mon hun skal holde Jul alene eller mon hun skal besøge sine børn? Julelysene bevæger sig i vinden og folk på gaden trækker skuldrene helt op om ørerne.

Jeg vender mig om og genoptager pakningen af min kuffert. Det er en ret flad model. Den passer godt til bagagerummet på min gamle Folkevogn fra 1954. Vi skal på langtur. Det bliver godt at holde Jul sammen med familien i Vendsyssel.

Jeg bor i en lille toværelses på Nørrebro. Den er billig og ligger centralt, men hvor er her trist ved den sorte firkant. Det er også noget gammelt lort men når jeg er udlært må der kunne blive råd til noget bedre.

Jeg ser mig om i lejligheden. Har jeg nu husket det hele? Alle julegaverne? Jeg blæser stearinlyset ud i den juledekoration som jeg købte ved Sct. Georgsgildets bod forleden.

Jeg kan vist godt pakke bilen og komme afsted. Jeg går ned med kufferten og taber næsten vejret da jeg kommer ud i den kolde vind. Det blæser efterhånden en hel storm herude. Bare det nu ikke begynder at sne. Jeg holder godt nok utroligt meget af hvid jul, men ikke før jeg er kommet til den anden ende af landet.

Da jeg kommer op igen, efter kassen med gaverne, skifter jeg skoene ud med forede støvler og beslutter at parca’en nok er bedre end vindjakken. Sådan en gammel Folkevogn er alligevel ikke det varmeste man har. Kassen med gaverne ryger ind på bagsædet og jeg starter motoren.

Da vi byggede bilen op af to vrag og mange nye dele glemte vi at montere et nyt chokerkabel men alligevel springer alle 25 heste villigt i gang med en karakteristisk fløjten. Jeg lader den lige varme op i et minut mens jeg husker mig selv på at tanken næsten er tom. Der er ingen benzinmåler i men jeg kender bilen så godt, at det er meget sjældent at jeg har brug for hanen lige til højre for speederen. Ved at dreje på hanen får jeg adgang til 5 liter benzin ekstra.

Ladelampen gløder olmt i mørket. Det er noget nyt den er begyndt på. Jeg skal huske at spørge fatter om det har nogen betydning.

Jeg drejer ind på tanken og ser at prisen er steget igen. De sidste måneder har oliesheikerne truet med at lukke helt for hanerne og prisen er bare steget og steget. Nu koster en liter 96 oktan kr. 3,85 og jeg kan knap nok nå helt hjem på en tankfuld.

Nå, det skal ikke have lov at ødelægge juleglæden. Jeg har bestilt plads på færgen fra Hundested. Det er den vej der koster færrest kilometer på landevejen.

Ude omkring Ballerup begynder det at sne. Snefnuggene farer vandret forbi i forlygternes søvnige gule lys. Bilens 6-volts strømsystem er virkelig dens akilleshæl og det var kun lige akkurat at den gik igennem synet på grund af det ringe lys.

Det bliver dog spændende at komme hjem, for fatter sagde forleden i telefonen at der var kommet nogle nye pærer på markedet. ”Piratpærer” kaldte han dem, vistnok fordi de er ulovlige i forbindelse med den type lygter bilen er udstyret med, men de skal efter sigende give et meget bedre lys.

Sneen lægger sig allerede og må snart begynde at fyge. Jeg træder lidt hårdere på speederen og kører 75 km/t. Det er vist rigelig hurtigt men jeg vil nå færgen.

Fra Frederiksværk til Hundested får jeg vinden lige imod og må sætte farten meget ned da jeg intet kan se. I radioen begynder de at tale om at der er trafikale problemer i Sønderjylland, Fyn og på sydhavsøerne.

I Hundested er færgepladsen helt fyldt op med biler der skal med over. Gad vide hvor mange der ikke har bestilt plads. Det er ganske vist store færger men alligevel.

Færgen er ikke kommet endnu så vejret må have forsinket den.

Jeg kan se at der er en del gående passagerer. De må være kommet med toget. De kommer nok ikke langt ovre i Jylland. Lidt sne på sporet og DSB er færdige med at køre.

Pludselig er færgen der. Som et spøgelsesskib dukker den op i snetykningen og det varer ikke længe inden den tømmer vogndækket for biler. Styrmanden står i stor overfrakke og overvåger losningen og lastningen. Mon matroserne ikke ville kunne finde ud af det uden at han står og glor?

Inde på vogndækket trækker jeg håndbremsen godt til og stiller bilen i 1. gear. Det vil ikke være rart om den begynder at fise rundt når vi kommer ud på åbent hav.

Oppe i cafeteriet er der tilsyneladende fyldt helt op. Nå skidt, tænker jeg, jeg skal alligevel bare have mig en kop kaffe og en ostemad. Det behøver jeg ikke et bord til.

Da jeg har betalt for kaffen og brødet går jeg hen imod ikke-ryger sektionen. Der er en ledig plads ved et 2 mandsbord. Den anden plads er optaget af en køn brunette. Jeg henvender mig til hende i en venligt spørgende tone: Undskyld –  er den plads optaget?

Hun kigger bedrøvet op fra sin bog og beder mig venligt om at sætte mig.

Hun genoptager læsningen, hun har tilsyneladende ikke lyst til at snakke.

Færgen begynder at ryste mens den bakker ud af færgelejet. Kaffen i koppen danner ringe. Jeg tager en bid af min ostemad mens jeg i smug studerer pigen overfor mig. En forræderisk tåre triller ned ad hendes næse. Der må være noget helt galt.

Jeg rækker hende tavst mit lommetørklæde. Hun takker lavmælt og jeg spørger om det er noget hun vil snakke om.

Jeg skulle egentlig ikke have været hjemme til jul i år, hun taler med tydelig vendelborytme selv om ordene er uden dialekt, men min Bedste døde i går og nu skal jeg hjem til begravelsen.

Jeg kondolerer og spørger om det er første gang at hun skulle have holdt Jul hjemmefra. Hun snøfter og nikker og jeg kan godt mærke hvor sørgeligt det hele er.

Inde på færgeterminalen sagde de at togene ikke længere kan køre på Djursland og nu ved jeg ikke hvordan jeg skal komme videre. Hvis bare jeg kan komme til Randers så må jeg da kunne komme videre med toget derfra. Hun kigger på mig som om hun ikke helt selv tror på den mulighed.

Jeg er i bil, siger jeg, og du må gerne køre med mig til Randers. Hvor bor dine forældre?

I Vrå, oppe i Vendsyssel, siger hun forklarende.

Så kan du da bare køre med mig hele vejen. Jeg skal til Hjørring. Jeg hedder Peter, siger jeg og giver hende hånden.

Tak Peter, det vil jeg gerne. Jeg hedder Lise, smiler hun forsigtigt til mig mens hun giver mig min hånd tilbage.

Klik, ”Hallo Hallo dette er kaptajnen”, lyder det i højttaleren. ”Vejret er blevet meget slemt og vi befinder os i en rigtig julesnestorm. Vinden har passeret styrke 10 og vi får en hård tur. Derfor vil vi bede Dem om at være behjælpelige med at få ryddet bordene inden søen rammer os med fuld styrke. Når vi kommer til Grenå vil vi blive liggende indtil stormen løjer af og De må gerne blive om bord. Jeg ønsker dem trods alt en god overfart”, klik.

Der opstår en del uro omkring os. Porcelæn ryddes til side og folk taler mere eller mindre højlydt om situationen.

Jeg spørger Lise om hun er søstærk. Ork ja, siger hun, jeg har haft feriejob på færgen fra Hirtshals til Kristiansand.

Folk omkring os begynder at bukke under for søsygen. Færgen hopper og danser som en lille båd. Udenfor vinduet er det sort og det, der hvirvler forbi kan lige så vel være snefog som havskum.

Overfarten kommer til at vare 2 timer mere end normalt og først klokken 20 er vi i Grenå.

Alle bilerne bliver kørt fra borde, så de der vil fortsætte har muligheden. Lise og jeg vælger at prøve lykken på landevejen. Vi har ikke følgeskab af mange og de falder hurtigt fra. Føret er ellers ikke så slemt men det er ikke til at se en hånd for sig.

I radioen spiller de ”Skal vi flette vore julehjerter sammen” med Rachel Rastenni og Gustav Winckler. Jeg kunne godt tænke mig at flette julehjerter sammen med Lise! Vi kommer ikke ret hurtigt frem og kun i korte perioder kan jeg køre i 4. gear.

I Randers trænger jeg til en pause og Folkevognen til en tår benzin. I det vejr gælder det om at have fuld tank. Tankpasseren spørger hvor vi skal hen og fortæller at vejene er lukket sydpå og at DSB er holdt op med at køre.

Vi kigger lidt på hinanden og beslutter, at da sydpå ikke er den vej vi skal, prøver vi at tage en etape mere.

Ude på Djursland mødte vi kun én eneste sneplov men i udkanten af Randers indhenter vi én. Han har nok til opgave at holde amtsvejen åben til Hobro. Her ligger vi jo godt bag ham. Nu går vinden på tværs af vejen og der er store snedriver. Sneploven holder dog en god fart og kaster den ene snesky op i luften efter den anden. Gad vide hvad han styrer efter for han må da ikke kunne se en disse.

Strækningen Randers – Hobro bliver hurtigt overstået og vi føler at vi næsten er fremme. Ca. 100 km. mere og det er ovre.

Det er ved at være sent. Vi snakker lidt om hvordan det er gået og er nok lidt euforiske over den nemme tur fra Randers. Hvis vi nu bare kan være lige så heldige resten af vejen. Sneen vælter stadig ned, om muligt endnu mere end før. Det er svært at komme op ad bakken i Hobro men til sidst lykkes det. Jeg ville egentlig gerne lige ind på tanken ovenfor bakken og låne toilettet, men der er mørkt. Hvad skulle de også holde åbent for sådan en sen Lillejuleaften i snestorm. Der er næsten ikke andre biler på vejen. Det er kun os der er så tossede.

Folkevognen fløjter fornøjet da vi lægger byens lys bag os. Lise sidder og blunder lidt. Hun har været meget stille. Et par gange har jeg kunnet mærke at hun græd stille, men hvad kunne jeg, en fremmed, sige til trøst.

Her har der vist ikke været en sneplov længe. Lise vågner da vi bumper over en snedrive. Hun siger ingenting men tænker nok lige som jeg at det var en meget stor drive. Sandsynligvis til kanten af hvad Folkevognen kan kravle igennem.

Vi passerer et hus med mørke vinduer. De sover nok allerede.

Et par kilometer længere fremme holder der pludselig nogle biler stille. Vi stopper og jeg stiger ud for at se hvad der er galt.

En lastbil er skredet ud og spærrer hele vejen. Sneen pakker allerede tæt om bilerne og vi må se i øjnene at løbet er kørt indtil der kommer en sneplov.

På vej tilbage til bilen bemærker jeg en gammel gasbageovn på et stativ i vejsiden. Jeg går over og kigger på den. Der går en markvej vinkelret på landevejen og helt ude i kanten af snetykningen fornemmer jeg af og til et lys i mørket. Sneen blæser på langs af sporet og der ser ikke ud til at ligge meget sne.

Jeg skynder mig ind i bilen og drejer ud af køen.

Hvad vil du? Spørger Lise.

Der er et hus dernede, svarer jeg, jeg tror at vi må se at komme i læ.

Markvejen ligger lidt højere end marken og al sneen er blæst af. Et lille stykke nede dukker der et husmandssted  ud af sneen og et varmt gult lys strømmer ud af et vindue.

Vi fortsætter helt ind på gårdspladsen og en hund gør højlydt inde i huset da vi stiger ud af bilen.

Der bliver tændt flere lys og en ældre mand i pyjamas og morgenkåbe dukker op i yderdøren.

Jeg forklarer ham situationen og han skynder sig at få os ind i huset. Hans kone kommer til og vi må endnu engang fortælle hvordan det står til og at der faktisk er en del mennesker oppe på landevejen, som nok kommer til at tilbringe natten i deres biler.

Den djærve bondekone har åbenbart ikke langt fra tanke til handling, idet hun ser på mig og siger, ”få dem herned”.

Jeg sætter mig ud i bilen igen og få minutter efter er jeg atter oppe ved landevejen. Jeg vender med det samme bilen så den igen har snuden ned mod huset og stiger ud.

Nu holder der en halv snes biler i alt. Nogen på hver side af lastbilen. Jeg siger til folk at det er farligt at opholde sig i bilen. Hvis de slukker motoren kan de dø af kulde og hvis de holder den i gang kan de dø af kulilteforgiftning, men at der er indkvartering lige i nærheden. Et par af bilerne sidder ikke fast og kører hen bag Folkevognen og holder parat. De øvrige klæder sig godt på i hvad de har i bilen og må gå. Nogen stykker kan dog være i de biler der skal køre.

Tilbage på husmandsstedet er der kommet gang i komfuret og kaffebrygningen. De forfrosne mennesker tager taknemmeligt imod kopperne med den varme kaffe og bonden har fyret ekstra op i kakkelovnen.

Der er ingen telefon så vi kan ikke ringe og fortælle at vi er i god behold.

Vi skulle for længst have været hjemme.

Inde i den varme stue bliver folk hurtigt døsige og man indretter sig så godt man kan. Lise og jeg sidder i et hjørne og snakker med bonden og hans kone. Vi får at vide at vi er lige uden for Vebbestrup og at de er vant til at få uventede gæster når der er snestorm. Der er tilsyneladende nogle specielle forhold som gør at det altid går galt på det sted, enten med biler der kører galt eller bare sætter sig fast.

Amtet ved det også godt, siger manden, de dukker op lige så snart det løjer lidt af.

Vi prøver at sove lidt og det lykkes åbenbart idet jeg vågner med et sæt ved at bonden står og rusker mig i skulderen.

Det er Juleaftensmorgen.

Klokken er 7, siger han og peger ud ad vinduet.

Det sner næsten ikke mere og et skarpt gult lys blinker oppe ved landevejen.  Det er en gummiged der er i gang med at rydde sneen væk.

Konen er ved at bage brød.

Vil du med ud og hente æg? Bonden ser spørgende på mig med et lunt glimt i øjnene.

For at komme ud til hønsene skal vi gennem stalden. Der står 14 køer der alle som én vender sig for at se den mærkelige fremmede.

Jeg har malket til morgen, siger manden, så der er frisk mælk til morgenmaden.

Så håber jeg ikke der er for mange byfolk imellem, svarer jeg, for de kan nok ikke lide mælken. Bonden slår en latter op.

Han kan vist bedre lide høns end køer for han har rigtig mange. Hurtigt samler vi en masse æg, mere end nok til nu.

Jeg gør en bemærkning om de mange høns.

Du er vist en listig rad, siger han mens han kniber øjnene let sammen. Vi sælger da en masse æg ved stalddøren. 15 kroner bakken.

15 kroner for 30 æg. Det er der vel ikke noget at sige til så jeg køber en bakke med det samme og sætter den ud i bilen.

Indenfor har konen fået en gryde i kog og æggene bliver kogt. Så står den ellers på nybagt brød med hjemmelavet syltetøj og blødkogte æg.

Nogle af mændene går op til landevejen for at se til deres biler. De kommer glade tilbage og fortæller at vejen er ved at være ryddet i begge retninger, så alle skulle kunne holde Jul som planlagt.

Der bliver et større opbrud og på kort tid har alle taget afsked med os og de venlige folk på husmandsstedet. Lise og jeg tilbyder at blive og hjælpe med at rydde op.

Nej, siger konen, kan I se at komme af sted, hjem til Jeres familie og holde Jul. Fatter har godt af at hjælpe mig med opvasken og når aftenmalkningen er overstået skal vi hen til vores datter og svigersøn i Vebbestrup og holde Jul sammen med dem.

Vi sætter os ud i bilen og starter motoren. Den starter som altid med et veloplagt fløjt og mens den varmer lidt op står jeg ud og fejer det værste sne af den.

Vi tager en varm afsked med parret på husmandsstedet og ønsker dem en Glædelig Jul.

Dagslyset er ved at bryde frem og landskabet er helt utrolig smukt. Alt er dækket af et tykt lag sne og da vi når Rold Skov står især granerne smukt med snetyngede grene. Sneplovene har haft travlt og vejene er nemme om end stadig glatte at køre på. I radioen siger de at DSB har store problemer og at de beklager at mange rejsende ikke når frem til Juleaften. De har sat de store sneplove ind, men har ingen forventninger til at togdriften bliver normal det første døgns tid.

Lise og jeg kigger på hinanden mens vi smiler indforstået. Vi skal nok nå frem. Det var godt at vi mødte hinanden på færgen.

Ved Svenstrup kommer vi til at køre parallelt med jernbanesporene og pludselig kommer den store E-maskine buldrende med sneploven foran sig. Røg og damp for ikke at sige kaskader af sne står i store skyer omkring lokomotivet.

Det har jeg hørt om men aldrig set, siger jeg til Lise. Når det rigtig gælder er E-maskinen det allermest effektive værktøj til snerydning. Den er bomstærk og meget meget tung. Hvad mon DSB vil stille op når man ikke længere har damplokomotiverne? Nok er MY’erne fantastiske men det dér kan de ikke klare!

Ude på Limfjordsbroen ser vi at bugserbåden ”Goliat” arbejder hårdt i isen. Limfjorden fryser altid hurtigt til, til stor gene for skibstrafikken. Der er en livlig trafik af små paketbåde og coastere til og fra Ålborg. Desuden gælder det om at holde farvandet åbent for ”Jens Bang”, passagerskibet til København.

Oppe i Vendsyssel er der ikke faldet helt så meget sne og det bliver endnu nemmere at køre. Vi holder en god fart og det er lige som om Folkevognens boxermotor bliver mere veloplagt for hver kilometer vi kommer nærmere hjemmet.

Snart holder vi foran Lises forældres hus i Vrå. Jeg hjælper hende ud af bilen med hendes bagage og efter at have hilst på hendes forældre er det tid at tage afsked. Hun tager min hånd og det er lige som om hun holder fast og tøver med at give slip.

Jeg har heller ikke lyst til at sige farvel.

Pludselig rækker hun sig frem og giver mig et kys på kinden. Glædelig Jul Peter, siger hun og kigger ned.

Tak, i lige måde, svarer jeg men giver stadig ikke slip på hendes hånd.

Lise løfter atter blikket og spørger, om jeg har lyst til at kigge forbi i helligdagene?

Om jeg har. Jeg bliver helt svimmel.

Der er begravelse den 28. men ellers. Opfordringen er tydelig og hjertet svulmer i mit bryst.

Det vil jeg meget gerne, svarer jeg.

Hun står stadig og vinker mens jeg drejer om hjørnet. Det er som om Folkevognen svæver mens motoren begynder at nynne på julens glade sange og nu bryder solen frem.

Der er ikke langt fra Vrå til Hjørring og hjemme bliver jeg modtaget med åbne arme. Huset er pyntet op som det plejer men det er lige som om julepynten er mere strålende end den plejer.

Det var godt du nåede hjem tidsnok til at du kan komme med i kirke, siger mor.

Det vil jeg for alt i verden ikke gå glip af mor.

I kirken bruser orglet på en helt ny måde og juleevangeliet får pludselig en helt ny betydning. Jeg synger med på salmerne som jeg aldrig har gjort før og mor skæver til mig som om hun frygter at jeg er blevet syg.

Det er jeg måske også og hvad så?

Efter julemaden og ris al’amand’en sidder vi og slapper lidt af inden dansen om træet. Min lillesøster har fået mandelgaven, en gigantisk chokoladecigar.

Udenfor daler sneen stille og træet bliver tændt.

Aldrig har træet været så smukt og stjernen i toppen af træet mere strålende.

Jeg skal snart se Lise igen!

Kan man ønske sig en bedre Jul?