Af Saliha Marie Fetteh
Cand.mag. moderne mellemøststudier
Lektor og forfatter
Der foregår løbende en heftig debat om ældre, nyere og kommende bygninger i Hirtshals. Ord som dårlig byplanlægning, kommuneansvar, noget gammelt lort, riv det ned, grimme betonklodser m.m. nedfældes i galskab på de sociale medier, og især nedrivning af huse af en lidt ældre dato, kan få folks nostalgiske følelser, og dermed også mine, i kog.
Nogle går ind for en kraftig sanering og siger: ”Det gamle skal rives ned, og der skal bygges noget nyt og bedre. Fremtiden er nu! Andre er imod fornyelsen, og mener: ”Vi skal være om det gamle. Hvorfor ændre på noget, der (næsten) stadig virker? Den ene ser således potentiale i fremtiden, mens den anden synes, at fortiden har gjort det helt fint…i hvert fald indtil kaffemaskinen går i stykker.
Men hvad nu hvis Hirtshals gamle bygninger selv kunne tale? De ville kanske fortælle historier om de liv, der blev levet inden for deres vægge. De kunne sikkert berette om forgange tiders slid og om de mennesker, der har klaget, grædt, grint, elsket og drømt derinde. En tid med stille barne- og kvindegråd og skjult sorg over mænd der tog på havet, men aldrig vendte hjem. En tid hvor børn lystigt legede på vejen foran husene, indtil solen gik ned. En tid hvor de fleste kvinder var hjemmegående, mens mænd passede deres arbejde udenfor hjemmet. En tid hvor hemmeligheder blev skjult bag lukkede døre.
Husene kunne ligeledes fortælle os, hvordan verden udenfor har forandret sig, samt hvordan gaderne, og naturen omkring Hirtshals, har set ud gennem mere end hundrede år. De har været tavse vidner til udviklingen, og ville måske minde os om værdien af at bevare historien, så vi kan lære af den og huske, hvor vi stammer fra. For historien om Hirtshals oprindelse og byens efterhånden få gamle bygninger, der bærer præg af tidligere tiders håndværk og materialer, står som minder om byens maritime arv og dens relation til havet.
Men mødet mellem de nye og de gamle bygninger i denne by, har skabt en spændende kontrast, hvor historie og modernitet flettes sammen. De nye bygninger repræsenterer innovation og fremtiden, ofte designet med fokus på bæredygtighed, moderne æstetik og funktionalitet. Havet og himlen kan spejle sig i deres store vinduer, hvilket skaber en dynamisk dialog med omgivelserne. Samtidig indtager de rollen som markører for byens fortsatte vækst og udvikling.
Når nye og gamle huse mødes, opstår der en stille samtale mellem fortid og nutid. Det gamle hus med sin slidte facade bærer historier om levet liv, om hænder, der har bygget det med omhu, og sjæle, der har sat deres spor i hver sprække og sten. Det er rodfæstet i traditionen, båret af nostalgi. Det nye hus som står ved dets side, er nærmest firkantet med rene linjer og bygget i moderne materialer. Det taler et helt andet sprog – det er ambitiøst og stræber mod det endnu uopdagede. Hvor det gamle hus fortæller om en tid, der er gået, rummer det nye løfter om en tid, der skal komme. En tid hvor også dét bliver gammelt.
Til tider mødes nyt og gammelt i harmoni, og nikker anerkendende til hinanden. Andre gange står de som kraftige kontraster, hvor forskellene skaber spændinger og en følelse af, at verden omkring dem bevæger sig fremad, men altid med skyggerne fra det, der var engang. Det er et møde mellem minder og muligheder, mellem historie og håb – og midt imellem står vi mennesker og forsøger at bygge bro.
Men det siges, at sød musik opstår, når modsætninger mødes. Byen Hirtshals kan derfor blive et landskab af modsætninger, hvor det historiske anker giver stedet en følelse af dybde og sammenhæng, mens de moderne bygninger signalerer fremdrift og fornyelse. Og med havet som baggrund bindes det hele sammen, og dets evige bevægelse kan ses som et symbol på byens evne til at tilpasse og udvikle sig over tid.