I det nordøstlige hjørne af Eysturoy ligger Elduvík, som er en lille færøsk bygd med blot en håndfuld huse, men med en fortælling så stærk, at den rækker dybt ned i havets mørke og langt tilbage i tiden.
Her, hvor klipperne møder Atlanterhavet, blev skulpturen Marmennilin nemlig indviet i 2020. Det er et værk af den anerkendte færøske billedhugger Hans Pauli Olsen. Skulpturen står som et moderne monument over en af de mest fascinerende folkesagn på Færøerne.
Ifølge sagnet bor der på havets bund et væsen kaldet Marmennil. Han ligner et menneske, men er mindre og har lange fingre, som han bruger til at drille fiskerne. Han bider maddingen af krogene og sætter dem fast i havbunden, så snøren knækker – alt sammen med en snuhed, der gør, at han selv undgår at blive fanget. Men én gang gik det galt.
Anfinnur, en bonde fra Elduvík, havde kastet sin snøre, da Marmennilin forsøgte at sætte krogen fast. I stedet satte han den i sin egen hånd og blev hevet op i båden. Mændene gjorde korsets tegn på ham og tog ham med hjem. Fra da af blev Marmennilin en slags fiskelykke. Så længe korsets tegn blev gjort, kunne han fornemme fiskene under båden og grinede, når fangsten var nær. Men en dag glemte de tegnet, og Marmennilin forsvandt overbord. Han blev aldrig set igen.
Sagnet om Marmennilin er ikke blot en fortælling. Den er knyttet til virkelige personer. Forskning viser, at bonden Anfinn og hans sønner har levet, og deres navne optræder i Lagtingsbøger fra 1600-tallet. Det antages, at Anfinn blev født omkring 1575, og både V. U. Hammershaimb og Jakob Jakobsen har nævnt ham i deres samlinger af færøske folkesagn og navne.
Hans Pauli Olsens skulptur af Marmennilin er ikke blot en kunstnerisk fortolkning, men er en bro mellem nutid og fortid, mellem myte og menneske. Den står som som en hyldest til færøsk fortælletradition og som en påmindelse om, at havet ikke blot giver liv, men også gemmer på hemmeligheder.
At besøge Elduvík er dermed som at træde ind i en fortælling. Lyden af bølgerne, de stejle klipper og den stille bygd danner en kulisse, hvor man næsten kan høre Marmennil grine under båden. Skulpturen inviterer til refleksion – over menneskets forhold til naturen, over tro og over de historier, der former vores fællesskab.
Elduvík er ikke blot et sted. Det er et møde med det usynlige, det historiske og det kunstneriske – alt sammen samlet i én lille bygd ved havets kant.
Kilder: Visit Runaík og Wikipedia.
Foto: Hanne og Niels Skipper.
