Søndag blev de første danskere vaccineret mod coronavirussen, og det var ældre og frontpersonale på landets sygehuse, der fik de første stik.
Men hvordan ser vaccinekøen ellers ud?
Det har Sundhedsstyrelsen defineret i “Retningslinjer for håndtering af vaccination mod covid-19”, der er en plan for vaccinationsudrulningen. Her er 12 målgrupper blandt danskerne rangeret.
Sundhedsstyrelsen skriver, at “det kan være nødvendigt at justere rækkefølge under hensyntagen til blandt andet vaccineleverancer, logistiske forhold med videre”.
Som udgangspunkt omfattes gravide og børn under 16 år ikke af grupperne, fordi vaccinen endnu ikke er godkendt til de to målgrupper.
Herunder kan du se den fulde liste – nummer 1 er forrest i køen, nummer 12 er bagerst.
VACCINEKØEN
1
Personer på plejehjem og i plejeboliger
Alle personer i Danmark, uanset alder, som bor i eller midlertidigt er indskrevet på en af følgende boformer:
– På plejehjem
– I plejeboliger
– I friplejebolig
– På midlertidige pladser (aflastningspladser, rehabiliteringspladser, akutpladser), som ofte ligger i forbindelse med plejehjem.
Personerne bliver indstillet af kommunen.
2
Personer på 65 år og over, som modtager pleje og hjælp i eget hjem
Personerne indstilles til vaccination af kommunen ud fra følgende kriterier:
– Alder 65 år eller ældre
– Bosiddende i egen bolig
– Modtager både hjemmepleje og praktisk hjælp
3
Personer på 85 år og over
Personerne indstilles til vaccination efter fødselsdato og fastlagt skæringsdato via cpr-udtræk af Sundhedsdatastyrelsen
4
Udvalgt personale i sundheds- og ældresektoren og dele af socialsektoren
Personerne indstilles til vaccination af ledelsen på arbejdspladsen og omfatter personale, som opfylder et eller flere af følgende kriterier:
– Kan i deres arbejdsfunktioner ikke undgå tæt kontakt med personer i risiko for smitte eller med konstateret covid-19 eller med uvisiterede patienter.
– Varetager en kritisk funktion, det vil sige personer, som varetager funktioner med afgørende betydning for andre menneskers liv eller funktionsevne, og som ikke umiddelbart kan erstattes.
Ved begrænsede vaccineforsyninger vil Sundhedsstyrelsen kunne udmelde kriterier for segmentering af disse grupper.
5
Personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt covid-19-forløb
Der tilbydes vaccination til personer, som har en særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved covid-19. Det vil sige, at risikoen for behov for indlæggelse og død i tilfælde af smitte vurderes at være særligt høj.
Det kan eksempelvis være personer med udbredt kræftsygdom eller personer med meget svær hjerte-, lunge- eller leversygdom. Visitation til vaccination kan ske efter konkret lægefaglig vurdering af den behandlingsansvarlige læge på sygehus.
Tilbuddet gælder også folk, der har aktuel sygehuskontakt eller er henvist til vaccination på sygehus efter konkret lægefaglig vurdering.
6
Udvalgte pårørende til personer med særlig øget risiko for et alvorligt forløb
Personen skal opfylde en eller flere af følgende kriterier:
– Den pårørende er en uundværlig omsorgsperson i plejen og omsorgen for en person i særligt øget risiko for et alvorligt covid-19-forløb
– Den pårørende er involveret i helt særlige plejeopgaver, som medfører særligt øget risiko for smitte, ud over at man eksempelvis deler bolig, såsom tracheal-sugning og lignende.
– Den pårørende er nær kontakt med en person i særligt øget risiko, som ikke selv kan vaccineres, eller hvor der forventes utilstrækkelig effekt af vaccinen, for eksempel forældre til børn med svært nedsat immunforsvar i forbindelse med organdonation.
– Ud fra en konkret vurdering kan handicaphjælpere også være omfattede.
Personerne indstilles til vaccination efter en konkret lægelig vurdering af den patientansvarlige læge, som behandler personen i særligt øget risiko, eller den pårørendes egen læge.
7
Personer med alderen 80-84 år
Personerne indstilles til vaccination efter fødselsdato og fastlagt skæringsdato via cpr-udtræk af Sundhedsdatastyrelsen.
8
Personer med alderen 75-79 år
Personerne indstilles til vaccination efter fødselsdato og fastlagt skæringsdato via cpr-udtræk af Sundhedsdatastyrelsen.
9
Personer med alderen 65-74 år
Personerne indstilles efter fødselsdato og fastlagt skæringsdato via cpr-udtræk af Sundhedsdatastyrelsen.
10
Personer under 65 år med tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt covid-19-forløb
Omfatter personer, som er i øget risiko på grund af en eller flere tilstande eller sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
11
Personale, der varetager samfundskritiske funktioner
Omfatter personer, der varetager kritiske funktioner i samfundet – som skal kunne opretholdes og videreføres ved eksempelvis større ulykker og katastrofer – og som ikke umiddelbart kan erstattes på grund af eksempelvis ekspertviden og lang oplæringstid inden for et givet område.
Disse personer defineres af Sundhedsstyrelsen efter rådgivning fra Den Nationale Operative Stab (NOST) og visiteres på baggrund af dette af arbejdsgiver.
12
Øvrige befolkning, udvalgt for eksempel efter alder
Personer indstilles overgangsvis efter fødselsdato og fastlagt skæringsdato via cpr-udtræk af Sundhedsdatastyrelsen.
På sigt er målet, at alle personer i Danmark får tilbud om vaccination mod covid-19 uden yderligere visitation.
Kilde: “Retningslinjer for håndtering af vaccination mod covid-19, Sundhedsstyrelsen.
Kilde: TV2 Nord.