Færre og færre danskere vælger i disse år at deltage aktivt i politik. I løbet af de sidste 60 år er antallet af voksne danskere, som er medlem af et politisk parti faldet fra ca. 600.000 til ca. 125.000.
På den baggrund vil Historisk Arkiv i Hjørring og Hjørring Kommunearkiv, i anledning af arkivets 60årsjubilæum den 30. april, iværksætte en indsamlingskampagne rettet mod de personer, som rent faktisk har valgt at deltage aktivt i (lokal)politik.
Arkiverne har således inviteret alle medlemmer af Hjørring Byråd til at nedskrive hvad der har motiveret dem til at engagere sig i (lokal)politik, og til at lade sig opstille til byrådet samt de tanker, de har gjort sig i den forbindelse.
De indsamlede beretninger vil herefter indgå i Historisk Arkivs samlinger, og være en del af fremtidens dokumentation for, hvad der fik medlemmer af Hjørring Byråd anno 2024 til at bruge tid og kræfter på lokalpolitik.