Hvorfor kan vi ikke få den oversigt over smittede fordelt på postnumre, som Hjørring Kommune dagligt modtager fra Styrelsen for Patientsikkerhed? Den udgives i samtlige nabokommuner, skriver en læser til NordsøPosten.
Netavisen har videresendt spørgsmålet til den konservative 1. viceborgmester Per Møller og den socialdemokratiske borgmester Arne Boelt. Per Møller er formand for Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget, men han har svaret, at det ikke er hans beslutning ikke at gøre som for eksempel Frederikshavn Kommune.
Derfor var det Per Møllers oplagte forslag, at netavisen burde kontakte enten borgmesteren eller kommunaldirektøren, da den konservative 1. viceborgmester mente, det var mest passende, at en af de to svarede på vegne af administrationen og Hjørring Byråd.
På det tidspunkt havde borgmesteren imidlertid allerede fået stillet spørgsmålet og tillige kortfattet svaret, at alene postnummeret 9800 dækker Lønstrup, Hjørring, Astrup og Lørslev og dermed angiveligt noget nær halvdelen af befolkning i Hjørring Kommune.
Med den begrundelse synes borgmesteren ikke, at det giver mening med offentliggørelse af den nævnte oversigt over smittede fordelt på postnumre i Hjørring Kommune.
Her er link til den offentligt tilgængelige information, som også ses nedenfor, hos Frederikhavn Kommune.