Aldrig så snart var julepynt og juletræer sat op i Hjørring, før der på de sociale medier blev spurgt til det samme i Hirtshals. Til gengæld havde mange dårligt nok nået at efterlyse julen, før andre svarede, at det da er tidligt nok med jul på gader og stræder til 1. søndag i advent eller den 1. december.
I et forsøg på at finde den gyldne middelvej har bestyrelsen i Hirtshals Handel & Erhverv derfor besluttet, at pynten og træerne kommer op fra lørdag den 14. november, hvilket sker i et tæt samarbejde med den lokale afdeling af Lions Club, hvorefter der bliver sat strøm til af H. Jespersen & Søn.
Det store juletræ har Hjørring Kommune sådan set også lige stillet op på Den Grønne Plads, hvor det er blevet rykket nogle meter, idet man derved kan se det langt oppe fra Nørregade. Kommunen har desuden givet grønt lys til, at julelysene er tændt 24 timer i døgnet af hensyn til deres holdbarhed.
Lysene på juletræet vil traditionen blive tændt af julemanden, men på grund af restriktionerne sker det diskret og ikke som tidligere år efter anløb med HG 159 Johs. Hejlesen. Handelschef Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv kan altså berolige alle med, at julen nok skal komme til Skandinavien C.