Der bliver i den grad skabt grobund for vaskeægte familiehygge, når Vendsyssel Historiske Museum åbner dørene til efterårsferieaktiviteterne i uge 42.
På museet i Hjørring kan man traditionen tro fra mandag-fredag hilse på købmændene i den hyggelige museumsbutik. Her kan man købe spegepølse, bolsjer og meget andet og få sig en god snak med de erfarne købmænd.
Mandag er der rundvisning for børn kl. 11.30, og kl. 13.30 kan børn og deres familier komme på en helt særlig byvandring henvendt til børn. For de voksne er der rundvisning i udstillingerne kl. 14.00-14.45.
Tirsdag og torsdag kan man prøve at gå på skattejagt i museets have med metaldetektor, og tirsdag kl. 13.00 står Frk. Sort klar igen på Springvandspladsen til at tage lokale og turister med på byvandring i det gamle Hjørring. Byvandringen slutter på museet.
Om tirsdagen fortæller Lone Due Bak fra Hjørring Bibliotekerne en historie kl. 13.00 i udstillingen ”Skattekisten”.
Onsdag kan man komme på rundvisning om gravmindekultur i museumshaven kl. 14.00, og denne dag arrangerer museet ligeledes den årlige kartoffeldag på Landskabs-og Landbrugsmuseet i Mosbjerg.
Torsdag kl. 13.00 kan børn quizze om de ting, der findes på museet, og om aftenen åbner museet dørene til den årlige (u)hyggelige ”Nat på museet”.
Fredag er der Åben skolestue, hvor man kan se og opleve en skolestue som i gamle dage, blive klædt i en dragt fra for 150 år siden og lege gamle lege i museumshaven.
Som altid er der kreative sysler i krearummet.
Udover aktiviteterne i Hjørring og i Mosbjerg kan man tage på omvisning i Bunkeranlægget på Bunkermuseet alle dage fra mandag-fredag. På Hirtshals Museum er der ligeledes åbent i efterårsferien tirsdag, torsdag og søndag.
Så kig ind til nogle hyggelige timer på Vendsyssel Historiske Museum!
Foto: VHM.