Det var børnene i 0. A, der fredag havde lagt vejen forbi for at hjælpe med at sætte liv i kludene i den virtuelle morgensang. Det er nemlig planen, at der hver fredag vil være en klasse på besøg i studiet for at hjælpe med afviklingen af morgensangen.
Morgensamlingen blev livestreamet via YouTube ud i alle klasserne, som kunne se en veloplagt voksen stå for afviklingen af arrangementet. Eleverne optrådte med et sødt og sjovt klasserim samt sangen Karamel til dit gebis. En skole er simpelthen bare for tom og kedelig, når der ikke er børn i klasserne og skolegården, hvilket var baggrunden for peptalken. Alle mindede derfor ved denne lejlighed hinanden om at huske den gode hygiejne og alle de andre retningslinjer, herunder de to ugentlige tests, som bliver en nøgle til, at skolen fortsat kan holdes åben.
Der blev naturligvis også tid til Fadervor og januars faste vers Spurven sidder stum bag kvist. Derefter blev der ønsket en rigtig god weekend fra og til HPR.
Kilde: HPR.