Arrangørerne hos Hirtshals Handel & Erhverv var formentlig bekymrede for fremmødet, da regnen tog til før fredagens juletræstænding på Den Grønne Plads.
Bekymringen viste sig imidlertid at være helt grundløs, idet masser af lokale trofast mødte frem til den traditionsrige begivenhed, hvor alle blev budt velkommen af handelschef Per Martensen.
Nogle af børnene mente vist, at julemanden så ud til at have tabt sig siden sidste år, men efter at have kigget ham lidt an blev det alligevel til adskillige kram, hvor julegaveønsker så ud til at blive hvisket ham i øret.
Endelig blev der i sagens natur, mens Jens Brændgaard og Jens-Erik Bonné rundhåndet skænkede bjesk, danset omkring det tændte juletræ til julesange af Biver festligt akkompagneret af Bagterp Blæseorkester.
Fra klokken 17 til 20 serveres der desuden varme æbleskiver.