Tirsdag aften havde arrangørerne hos Dana Cup 2024 inviteret ledere og forskellige VIP til træf i Fiberhallen.
Det blev ifølge flere deltagere en rigtig hyggelig aften med masser af kollegial sparring og networkning blandt fodboldfolket. Maden var fra Bone’s i Hjørring.
Ikke bare var der udenlandske gæster, men også lokale som blandt andre og naturligvis direktør Jette Andersen samt kommunikationsansvarlig Torben Vandsted til stede i Fiberhallen.
Der var tillige en række prominente og kendte som fodboldveteranerne Frits Ahlstrøm og Sepp Piontek. Begge har for længst rundet 80 år. Ligesom der blev uddelt fortjent hæder og ære.
Mere om det sidste nedenfor.
Dana Cup Honor Award til stærk og dedikeret kvinde
Ved det traditionelle VIP-arrangement tirsdag aften blev der sædvanen tro uddelt hæderspriser.
Fra Sandnes Ulf fra Norge gik prisen til Jorunn Fjone – en stærk, dedikeret kvinde, som har helliget sig 100 pct. til Dana Cup, og som koordinerer alt i klubben, der siden 183 har sendt 161 hold til turneringen.
Den fornemme hæder blev overrakt af Dana Cups formand Finn Larsen.
Mange års hårdt arbejde belønnet med Dana Cup Honor Award
Siden 2005 har Newbattle HSFC repræsenteret Skotland ved Dana Cup med stor stolthed. Hvert år har skolens elever arbejdet hårdt for at rejse midler til at rejse til turneringen i Hjørring.
John Frame er manden bag skolens Dana Cup-projekt. Han er dedikeret til at give drengene en oplevelse for livet.
For Johns indsats og fokus på turneringen modtog John ved VIP-aftenen Dana Cups Honor Award, som blev overrakt af Dana Cups formand Finn Larsen.
Nye medlemmer i Club 100 og Club 300
IL Bjarg fra Norge har nu sendt flere end 100 hold til Dana Cup gennem årene. Derfor modtog klubben tirsdag aften ved VIP-arrangementet en plakette for den store fokus på turneringen.
FK Vidar kom også i fornemt selskab, da klubben nu har rundet flere end 300 hold ved Dana Cup. Klubben, der som den eneste har deltaget i samtlige udgaver af Dana Cup, er nyt medlem af Club 300. FK Vidar deltager i år med 19 hold og modtog plakette for den store indsats.
Begge plaketter blev overrakt af Dana Cups formand, Finn Larsen.
Foto: Krumme og Dana Cup.