Det var Thomas, der skulle dø denne morgen, den 22. juli 1822, på retterstedet i Hjørring Bjerge. Thomas Bisp. Hustrumorderen.
Morgenen gryede, og det gik som bestemt.
Den dødsdømte blev sandsynligvis fragtet på en kærre den korte tur ud til bjergene, hvor henrettelsen skulle finde sted. Ruten er gået omtrent via Nørre Torv, Nørre Allé, gennem det nuværende Nordre Anlæg, videre ad Klonhøjvej og er endt i starten af Hulvejen, som i dag er stien mellem bjergene og venstre side af Skagensvej. Her er Bisps liv endt få øjeblikke senere.
Bødlens skarpe økse faldt over Thomas´ blottede hals og skilte det rødblonde hoved fra kroppen. Gamle koner skubbede sig frem mod huggeblokken for at opsamle den blodige væde fra den henrettede, der ifølge folketroen skulle have helbredende kraft. Resten af kroppen blev parteret og hoved og kropsdele sat på hjul og stejle.
De lange timer i cellen var forbi, men hvad mon Thomas, far til fire snart forældreløse børn, tænkte i sine sidste timer? Fortrød han, at han havde begået sin skrækkelige forbrydelse sommeren før? Bekymrede han sig om, hvad der skulle blive af børnene? Spekulerede han på, om det ville gøre ondt, når øksen ramte ham? Om han, den så gudfrygtige mand, nu kom i Skærsild og Helvede for sin forbrydelse?
Tankerne døde med Thomas. Få døgn senere og i ly af natten forsvandt resterne af Thomas fra bjergene. Det formodes, at myndighederne havde ladet slægtninge til den henrettede vide, at man ville vende det blinde øje til, hvis man ønskede at få liget i jorden et eller andet sted. Så Thomas Bisp forsvandt og snart også fra den lokale erindring. Langt de fleste af de mennesker, der havde oplevet henrettelsen den julidag i 1822, var med en vis sandsynlighed selv døde og borte, da Thomas Bisp igen dukkede uventet op, og denne gang blev han varigt en del af Hjørrings fortælling.
Det skete godt 78 år senere, en oktoberdag i år 1900, hvor vejarbejdere var i gang med at vedligeholde Hulvejen, men i stedet stødte på det drabelige kranie med jernspigret knaldet gennem skallen.
I dag hviler Thomas ikke længere i bjergene, men på sin plads på Vendsyssel Historiske Museum og næste år genopstår han i en roman af Thomas Klimek.