Vi ser disse scener overalt… Der høstes og ryddes op i plantagerne, eller der efterlades vindfælder og andet godt til forrådnelse og gavn for næste generationer!? Jeg må indrømme, at jeg bliver i tvivl om formålet, og så er der lige pludseligt majs så høje som møllehjul og også her må jeg lige vende skråen… for hvordan er det nu med majs…? Kan jeg købe dem nede i Brugsen, er det til svin eller bliver de til kraftvarme et sted i nærheden?
I baghovedet svirrer den højaktuelle debat om afbrænding af biomasse og bæredygtighed, og jeg skal være den første til at indrømme min uformåenhed ud i forståelsen af den slags, men lidt nysgerrig bliver man da, når man står lige midt i et stykke natur, der uden indgreb fra statens side ville have været ren ørken med alt, hvad det måtte føre med sig…
Selvfølgelig har vi da i Danmark styr på CO2-balancerne… Vi bruger ikke vel ikke mere skov, end vi planter, vel? Men det undrer mig, at man i Estland og USA ikke har samme styr på tingene… eller har de mon alligevel?
Vi er ikke uvant med statslige indgreb i forbindelse med forestående miljøkatastrofer og nationale udfordringer…
I slutningen af 1700-tallet blev bønder og andet godtfolk pålagt – uden betaling – at plante hjelme og at undgå afgræsning af klitterne… Det hjalp på sandflugten, og i tilgift blev der plantet plantager, som – natur eller ej – har og har haft en ganske afgørende funktion for landskabet…
I forbindelse med at englænderne løb med alle vore krigsskibe i starten af 1800-tallet satte Admiralitetet sig på alt tilgængeligt egetræ – fældet såvel som på rod til bygning af nye krigsskibe en gang i fremtiden – mod betaling… Der var dengang forskel på bønder og skovejere, forstås, men langtidsplanlægning er ikke en fremmed fugl i dansk administration, så sådan er det vel stadigvæk, ikk?
Foto: Elling
