Vittrup Fri Fagskole arbejder meget med lokale vinkler og produkter ikke mindst på Gastrolinjen, hvor køkkenleder Vivi Petersen sætter stor pris på dygtige, lokale producenter.
– Vi handler alt det, vi kan hos lokale, for deres råvarer er de bedste også med hensyn til bæredygtighed uden lang transport. Vi bruger for eksempel de bedste økolgiske æg fra Bøgebæk ved Tårs.
NordsøPosten kom lige forbi, da Orla fra Bøgebæk Økologi kom med endnu en sending friske æg fra glade høns i Tårs.
På Gastrolinjen på Vittrup Fri Fagskole er der naturligvis fokus på bæredygtighed og miljøet med grøntsager, mejeriprodukter, æg og kød fra lokale fødevareproducenter.
I løbet af skoleåret besøger eleverne de lokale producenter for blandt andet at blive klogere på, hvilke danske råvarer, der er tilgængelige på forskellige årstider.
Gastrolinjen er for unge over 16 år, der overvejer at uddanne sig til kok, tjener, bager, ernæringsassistent, konditor, slager eller serviceassistent.
Det er også for unge, som har lyst til at lære at lave mad, og lære at tage ansvaret for egne måltider, når tiden kommer til at flytte hjemmefra.
På Gastrolinjen arbejdes eksperimenterende, nysgerrigt og undersøgende med forskellige lokale råvarer fra sæsonen, måltider tilpasset udvalgte målgrupper, borddækning og mindre events på skolen.
Bøgebæk Økologi ved Tårs i hjertet af Vendsyssel har været slægtsgård i mere end 100 år og nu fire generationer. Dorte og Bjarne genoptog landbruget på gården i 1983 og omlagde til økologi i 1997. I dag står sønnen Michael for gårdens udvikling.
Ægproduktionen begyndte i 2000. Alle æg håndsorteres og pakkes dagligt. Hønsene går frit blandt masser af grønt og rodemateriale, og det giver solgule blommer og bedre smag.
Ved at lade hønseflokken leve i frugtplantagen, holdes den sund, mens hønsene trisser rundt i tryghed og hygger sig med nedfaldsfrugt som æbler, pærer og blommer.
Dybstrøelse i hønsehuset og 200 forskellige frugttræer i hønsegården giver de æglæggende høner hos Bøgebæk Økologi unikke forhold.