Ligesom til så mange andre små bygder, vi tidligere har besøgt, er der også tale om en smuk køretur det sidste stykke vej ud mod Elduvík på Eysturoy.
Fjeldene tårner sig op på begge sider af fjorden, før man fra den smalle vej med et spor til sidst får et prægtigt udsyn over mod de bratte fjeldsider på nordenden af Kalsoy og ud over Nordatlanten.
Bygden er utrolig smuk, men efter at have set os omkring og nydt udsigten samt ikke mindst beundret Hans Pauli Olsens skulptur, der illustrerer sagnet om Marmennil og Anfinnur, var vi egentlig på vej tilbage til bilen, da fruen faldt i snak med en lokal, der sagde, at vi bestemt ikke måtte tage afsted, før vi havde set naturhavnen lidt udenfor Elduvík.
Altså begav vi os ud ad stien mod vest, hvor vi rigtig nok nogle få hundrede meter borte fra bygden kunne stige ned ad en stejl trappe til en fascinerende kløft, hvor der var anlagt en landingsplads. Nogle unge turister var i gang med at klatre langs klippevæggen længere ind i kløften, hvis bund man ikke kunne se fra kajkanten udenfor.
Der gik grænsen dog for vores trang til flere oplevelser, men vi er den unge færing taknemmelig for tippet om det fascinerende sted.
Til gengæld fik vi på tilbagevejen spottet Norröna stævne ind i fjorden mellem Kalsoy og Eysturoy. Til aften denne skærtorsdag stævner vi hjemover.
Nedenfor kan man læse sagnet bag den flotte skulptur af Hans Pauli Olsen.
Sagnet om Marmennil og Anfinnur
Anfinnur var bonde i Elduvík. Man siger at der på havets bund bor et bæst der kaldes Marmennil. Han ligner mennesket, men er en del mindre og har lange fingre.
Marmennil generer fiskerne ved at bide maddingen af deres kroge og sætte krogene fast i bunden, så snøren knækker. Han gør dette så hurtigt, at han ikke selv sidder fast på krogen.
Engang gik det dog galt. Marmennilin ville sætte Anfinnurs krog fast i bunden, men pludselig sad krogen fast i hans hånd, og han blev hevet op i båden. Mændene i båden gjorde korsets tegn på ham og tog bæstet med hjem. Når mændene herefter tog ud at fiske, havde de Marmennilin med. De måtte altid huske at gøre korsets tegn, når han var ombord.
Hvis de sejlede over et sted, hvor der var fisk, begyndte Marmennil straks at grine og lege i båden. Smed de så snøren ud, var de sikre på at få fisk. Arnfinn havde Marmennilin med i lang tid. Men en dag, de satte båden i vandet, var der så kraftig brænding, at de glemte korsets tegn.
Så snart båden var kommet ud på havet, smuttede Marmellin overbord og de så ham ikke igen.
Kilde: Wikipedia.
Link til tidligere artikel