Efter coronakrisen er der kommet grøde og bevægelse i handelen i Hirtshals. Mest markant ses det med nybyggeriet til Aldi og snart til Rema 1000.
Energien mærkes da også hos Hirtshals Handel & Erhverv. Først og fremmest i form af fremgang i antal medlemmer, idet en halv snes nye indenfor kort tid er kommet med.
Blandt de nye medlemmer er Røde Kors i Hirtshals. Flere borgere har ellers udtrykt bekymring for genbrugsbutikkens fremtid, når Rema 1000 starter på det nævnte byggeri på den anden side af gaden i Svinget.
Rygtet om en mulig flytning har imidlertid intet på sig, forsikrer Kirsten og Ingrid, som er henholdsvis butiksbestyrer og næstformand, da vi møder dem hos Røde Kors i Hirtshals.
Butikken ligger altså bogstavelig talt fortsat lunt og godt i Svinget. Aktivitetsniveauet er højt ikke bare med hensyn til salg i butikken, men også med blandt andet lektiehjælp, besøgstjeneste og sommerlejr for skolebørn.
Derfor er der også altid brug for flere frivillige hænder i den lokale afdeling af verdens største hjælpeorganisation, der rækker ud til nødlidende i blandt andet Ukraine, Yemen og Afghanistan.