Hvis der er noget, der med få ord karakteriserer havnebyen her i det nordvestlige Vendsyssel, så er det den entreprenante og idérige lyst til at tage sagen og initiativet i egen hånd og få startet noget nyt, hvad enten det er i byen i almindelighed eller i særdeleshed på havnen i Hirtshals.
Denne helt særlige pionerånd, som velsagtens stammer tilbage fra havnebyggeriets tid efter forrige århundredskifte og senere fiskeriets guldalder har vi flere gange omtalt og dokumenteret med eksempler på netavisen. Forleden kunne man se endnu et af slagsen hos Surf & Natur på Vestmolevej.
Fra et lille rullende køkken på en fin budcykel blev der nemlig i fredags lavet og serveret pandekager til lækkersultne gæster hos Surf & Natur. Altså ikke bare et skævt påhit med en velfungerende og populær saunabåd, men nu minsandten også en velduftende pandekagecykel.