Det er stadig en temmelig heftig vind, der blæser i det nordjyske, skriver TV2 Nord.
Heldigvis er det ikke længere så slemt som tirsdag, hvor mange af de ikoniske hvide badehuse på Løkken Strand simpelthen endte med at sejle rundt på stranden i de skummende bølgers vold.
I stedet ligger der nu brædder og ejendele rundt omkring på stranden fra de mange badehuse, der har fået store skader i stormen.
Tirsdag eftermiddag måtte Anja Laustsen sande, at hendes badehus var offer for vejret.
Men da badehusene ikke længere stod på række, var det svært for hende at lokalisere præcist hvad for et, der var hendes – og det var slet ikke til at komme ind i, fordi vejret var så voldsomt.
Det er lykkes hende i dag.
– Et meget trist syn. Det var ikke rart at åbne og se ind til sit hus. Det var ubehageligt. Man står jo med minderne om de gode tider – bare den 5. og 8. august sad vi hernede og havde en fortryllende aften med god mad og en sindssygt flot solnedgang, fortæller hun.
Store ødelæggelser på stranden
En hel del af badehusene har lidt skade under stormen. På et af husene er hele siden revet af, og ligner med af alt det TV2 Nords reporter Lisbet Christensen kalder for pindebrænde.
– Møblerne derinde er fuldstændig ødelagt af sand. Og hvis vi kigger herover bagved, kan vi se, at sådan ser mange badehuse ud og de har smadrede ruder. Det er desværre det syn, er er i Løkken i dag, fortæller Lisbet Christensen.
Anja Laustsens badehus var fortøjret til nogle stolper. Men som så mange andre badehuse rykkede det sig løst.
– Det stod på sin normale plads som nummer to efter redningshuset, hvor det har stået de sidste 20 år. Det er flydt hele vejen ned og ligger på den anden side af redningshuset på vej mod bækken og de små bunkers, forklarer hun.
Kystsikring som i Lønstrup
Det er ikke første gang, at Anja Laustsens badehus har lidt i en storm. Derfor håber hun, at der vil blive gjort noget for at afhjælpe problemet – både af hensyn til badehusene, stranden og klitterne.
– Vi vil jo gerne have, at de lavede hårde kystsikringer. Det har de jo ved Lønstrup, og vi er mange, der tror, det måske er den eneste løsning, der er tilbage for det her stykke kyststrækning. Det er jo stranden, der bliver ødelagt, siger hun og tilføjer:
– Vi skal huske på, at Løkken er en turistby, og vi har brug for, at stranden ser godt ud og at tingene er pæne. Badehusene er vores varemærke.
Kilde: TV2 Nord.
Kommunen bør have en ekstra forvaltning med eget budget.
Der er tale om store vanskelige opgaver, der ikke skal og kan løses før det er det er for for sent.
Det er helt forkert og meget egoist kun se disse hytter. Disse disse viser kun hvad sker.
Høfter er også for opvækst for bl.a fisk til bankerne længere ude.