Mødet med en kendt personlighed er som regel noget, man husker. En ældre borger oplyste således på et tidspunkt til Vendsyssel Historiske Museum, at han havde set den måske mest kendte tyske general i Strømgade i Hjørring, da han var barn under besættelsen. Ifølge generalens kalender skulle han spise frokost i Hjørring kl. 12. Forinden havde han været i Hirtshals og se på de bunkere, der var ved at blive opført omkring Hirtshals Fyr.
I år er det 80 år siden, at den tyske generalfeltmarskal Erwin Rommel besøgte det 10. hærkystbatteri i Hirtshals. Dette markeres gennem et foredragsarrangement aftenen før jubilæumsdagen på Hirtshals Fyr torsdag den 7. december kl. 19.00. Aftenens foredragsholder er historiker Jens-Christian Hansen fra Vendsyssel Historiske Museum.
Den nazistiske propaganda gjorde ”ørkenræven” Rommel legendarisk, og han var da nok også den største kanon, der nogensinde besøgte kanonbatteriet omkring Hirtshals Fyr under besættelsen. Men hvem var han egentlig, og hvorfor rejste han til Nordjylland for at se på bunkere?
Denne aften kommer vi tættere på personen Erwin Rommel, hans forhold til Hitler og nazismen, og om han reelt var den helt, som propagandaen gjorde ham til. Hvad var ”Atlantvolden” egentligt for en størrelse, og hvilken rolle spillede Rommel i det enorme bunkerbyggeri? Hvilken konkret betydning fik Rommels besøg i Danmark, og hvor købte han mon den sidste julegave til sin kone?
Foredraget rundes af med nogle refleksioner over, hvorledes synet på Rommel særligt i de senere år har været under forandring. Skal vi i dag se ham som krigshelten ”ørkenræven”, eller har han snarere været en propagandafigur, der bl.a. skulle vise ”Atlantvoldens” uindtagelighed gennem bl.a. et inspektionsbesøg i Hirtshals? Eller bør vi forstå Rommels betydning for eftertiden ud fra andre parametre?
Det koster 80 kr. at deltage i arrangementet, hvori der er inkluderet kaffe og kage i pausen. Da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig til jch@vhm.dk. Foredragsaftenen arrangeres som et samarbejde mellem Hirtshals Fyr og Vendsyssel Historiske Museum.