I sit lange virke som digter, filmskaber og journalist har Jørgen Leth altid indtaget betragterens rolle. Han ser, han beskriver. Han hylder og undrer sig over den menneskelige tilværelse.
Det har han for eksempel gjort i tidlige mesterværker som Det perfekte menneske fra 1968 og Livet i Danmark fra 1972. Nu er tiden så kommet til, at Leth også må betragte og beskrive sit eget, 83-årige jeg – og han er mere selvkritisk end nogensinde før.
»Husk nu at løfte fødderne. Ikke falde. Ikke falde«.
Sådan lyder Leths karakteristiske fortællerstemme mod slutningen af den nye dokumentarfilm I Walk, mens vi på billedsiden ser ham begive sig besværet op ad en stejl bakke i en jungle i Laos.
De vaklende ben er ikke kun udtryk for livets gang, men udspringer også direkte af en naturkatastrofe. I januar 2010 forvandlede et jordskælv instruktørens haitianske bolig i byen Jacmel til en ruin, og herefter oplevede han problemer med søvnen, hukommelsen og balancen.
Filmen vises også den 12. og 13. november samt den 15. november 2020 kl. 19.30 i Lønstrup Café Bio.
Vær opmærksom på, at vi af hensyn til Covid-19 kun har plads til 30 gæster. Billetter kan bestilles på 20531184.