Nordjylland er ikke længere lukket ned. Vi kan rejse på kryds og tværs, virksomheder kan køre for fuldt blus, og det betyder også, at vi kan komme ud at opleve noget igen. Det glæder man sig også over på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, hvor det efter 14 dages nedlukning igen var muligt for besøgende at se klumpfisken og de andre dyr.
– Jamen, det er vi jo ekstremt glade for. Vi er et hus, som er bygget til at få gæster ind ad døren. Det er dét, vi skal leve af, siger formidlingschef Simon Madsen.
Men der var i dag langt til de 1200, der ellers er plads til på Ocenariet. Kun 115 gæster var i dag taget på besøg for at se de mange særlige fisk.
Mere plads end der plejer
– De sidste 14 dage har godt nok været hårde, så vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med en normal hverdag igen, fortæller Simon Madsen.
For dagens 115 gæster gjorde det ikke noget, at der var god plads til at nyde klumpfisken og de øvrige dyr.
– Jamen, der er jo stort set tomt herinde. Der er endnu mere plads, end der plejer at være, så børnene kan færdes frit, mens vi kigger på fisk, siger en af de besøgende, Mark Ludwig.
Kilde: TV2 Nord.