Efter corona var alt lukket og slukket i Tolne-Mosbjerg Idrætsforening. Gode kræfter ville det anderledes, men for at kunne dette, så skulle der fornyelse til.
Hvordan gør man så det? Man sætter sig ifølge formanden angiveligt i tænkeboks, starter noget nyt op og bliver ved med at håbe på, at det lykkedes.

– Det er nu lykkedes os at have følgende aktiviteter i vores klub: Volley, krolf, motionshold, fri leg dag for alle børn, salsa, dart, billard og pool. Som noget nyt starter dansehold op for børn i alderen 5 til 6 år og et hold til de 8 til12 årige. Oven i det har vi en klubaften forude for de unge fra 7. til og med 9. klasse, fortæller formand Jannie Borg Møller Andersen.

Foreningen er også medarrangører, når vi kan, som for eksempel et lille hyggeligt arrangement med Erik Grip den 16. marts klokken 20 i Stakladen i Tolne Skov. Der kan også købes mad fra klokken 18. Billetter kan købes ved Brugsen i Mosbjerg eller ved at kontakte Tolne-Mosbjerg Idrætsforening.

– Vi holder også hyggelige spis sammen aftener i klubhuset med Mosbjerg Borgerforening, hvor alle hygger sammen på kryds og tværs af alder, og får noget lækkert mad, slutter Jannie Borg Møller Andersen.


