Opera kommer via italiensk fra latin, da det er flertal af ordet opus. Leksikalsk set er der dernæst tale om en kunstform, hvor sangere og musikere opfører et dramatisk værk, som er en kombination af en tekst nedskrevet i en såkaldt libretto og sang samt instrumentalmusik nedfældet i et partitur.
Sådan en knastør akademisk definition er imidlertid intet værd, hvis man skal forsøge at give andre et indtryk af, hvad en opera er og kan udrette. For slet ikke at snakke om, hvis man vil forsøge at overbevise andre om, at opera faktisk er en kæmpe oplevelse, der i lighed med al anden kunst kan stemme sindet og give erkendelser, hvor det daglige sprog ikke rækker.
Det sidste har tydeligvis været en af de ambitiøse bevæggrunde for ildsjælen og initiativtageren Lisbet Hvid Hermansen, da hun fik idéen om at ville arrangere noget så eksotisk som en festival med opera i den rå og forblæste havneby Hirtshals. Denne søndag aften kan hun så endelig kigge tilbage på en lykkeligvis både veloverstået og særdeles succesfuld realisering, idet projektet som tidligere omtalt løb af stablen lørdag og blev perfekt afrundet denne søndag.
I løbet af to dage har Lisbet Hvid Hermansen altså med hjælp fra relativt få frivillige og en del visionære sponsorer samt en håndfuld operasangere og et par pianister leveret ikke færre end seks gratis koncerter på ligeså mange lokale og velvalgte lokaliteter, hvis rustikke miljø og barske natur givetvis har bidraget til at åbne adskillige borgeres hjerter og sind for lige præcis opera. Lørdag aften blev som allerede omtalt i en tidligere artikel afsluttet med gallaopera på Nordsøen Oceanarium.
Søndag var der først en fremragende koncert med den norske sopran Melissa Baug og tenor Jacob Skov Andersen, som på en balkon hos Hotel Hirtshals blev akkompagneret smukt af pianist Laurits Dragsted. Dernæst var det mezzosopran Andrea Pellegrini og den norske baryton Leif Jone Ølberg, der gav den fuld skrue fra en tagterasse hos B&B by the Sea. Endelig søndag aften var det sidstnævnte sangere og samme pianist, der sluttede af i den friske vind hos Surf og Natur overfor Husmoderstranden på Vestmolevej.
Det var hele vejen igennem denne marathon af kortere koncerter tydeligvis en håndfuld særdeles veloplagte sangere og to pianister, der i fulde drag nød at demonstrere deres kunnen udi denne såkaldt finkulturelle kunstart, der af mange givetvis også fortsat opfattes som eksklusiv og måske ligefrem svært tilgængelig i sit udtryk, hvilket ikke bare handler om musikken, men også om sproget, der ofte er tysk eller som her italiensk.
Set udefra har Lisbet Hvid Hermansens fine fornemmelse for i ét og alt at forankre projektet lokalt og trække koncerterne helt ud i byrummet og naturen utvivlsomt bidraget inkluderende til manges positive oplevelse af vedkommende nærvær og ligefrem intimitet, idet sidstnævnte nok især gjorde sig gældende på Nordsøen Oceanarium.
Nogen troede det nok næppe muligt, når man tænker på, hvor mange store events og arrangementer, der gennemføres hvert år i havnebyen, men efter alt at dømme har vi fået endnu en fast af slagsen ved navn Hirtshals Operafestival. Heldigvis har mange flere nu også fået øjnene op for den fremragende idé, der blev barslet af Lisbet Hvid Hermansen. Tak for den!
Link til relaterede artikler
Første flotte dag med Hirtshals Operafestival fornemt rundet af på Nordsøen Oceanarium