I går eftermiddag var Peter Frank Wenzel og hans gæster vidner til en helt exceptionel begivenhed i Ørnereservatet. Henved 200 gæster var samlet for at opleve de majestætiske ørne, men det hele blev meget mere magisk end planlagt.
– Som solen brød igennem skyerne, blev vores opmærksomhed fanget af ikke én, ikke to, men hele fire regnbuer, der strakte sig over himlen. Det er en ekstremt sjælden begivenhed, og vi var de heldige vidner til denne naturpragt, fortæller Peter Frank Wenzel.
– Regnbuer er allerede en fantastisk manifestation af lysets brydning i regndråber, men at se fire på én gang var en sand gave fra naturen, tilføjer en imponeret indehaver af Ørnereservatet.
Der er tale om en såkaldt zenitbue med halo. Til venstre og højre for haloen ses bisole, og det område, hvor bisolen fortsætter ud, kaldes en parhelic-cirkel.
Øverst på haloen ses en øvre tangentbue eller en parry-bue, lyder forklaringen hos TV2 Nord.
Længere oppe på billedet ses en zenitbue, der fremstår meget klar på billedet.
Zenitbuen rammer en 46 graders halo.
Alle de atmosfæriske fænomener fremstår klart på himlen. På videoen her kan man se, hvordan det opleves.
De mange optiske fænomener opstod over Nordjylland, da der drev højtliggende cirrusskyer ind over landsdelen op af eftermiddagen.
Cirrusskyer ligger i otte til ti kilometers højde og består af iskrystaller, som kan have forskellig form.
De optiske fænomener opstår, fordi solens stråler spejles, ligesom man kender det fra en regnbue.
I en regnbue reflekteres solens stråler i dråber. I alle de fænomener, der optrådte på himlen i går i Nordjylland, var det iskrystaller, der reflekterede solens stråler.
Lys er normalt hvidt, men består i virkeligheden af alle regnbuens farver.
Farverne bliver først synlige, når de reflekteres af iskrystaller, da farverne i lyset har forskellige bølgelængder, der spredes med lidt forskellige vinkler.
Haloer og bisole optræder ofte på himlen over Danmark, men det er ret sjældent, at vi ser så mange optiske fænomener på samme tid.
Kilde: TV2 Nord.