I 3. kvartal 2021 blev der anmeldt 3.928 indbrud i private hjem. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Sidste år blev der i samme periode anmeldt 4.492 indbrud, så der er sket et fald på knap 13 pct.
Hos Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, ser man på situationen med glædelig overraskelse og optimisme:
– Corona-tiden med de tilhørende nedlukninger har haft en positiv effekt på antallet af indbrud. Derfor overrasker det meget positivt, at indbrudstallene i tredje kvartal – på trods af en fuld genåbning – fortsat falder. Men det er selvfølgelig rigtig glædeligt, siger programchef i Bo trygt, Britt Wendelboe.
Her er indbrudstallene fra Nordjylland:
Kommune | 3. kvartal 2017 | 3. kvartal 2018 | 3. kvartal 2019 | 3. kvartal 2020 | 3. kvartal 2021 |
Brønderslev | 87 | 47 | 43 | 16 | 17 |
Frederikshavn | 67 | 40 | 46 | 26 | 20 |
Hjørring | 70 | 56 | 54 | 31 | 16 |
Jammerbugt | 50 | 38 | 27 | 25 | 10 |
Læsø | 0 | 2 | 0 | 0 | 0 |
Mariagerfjord | 32 | 35 | 26 | 21 | 11 |
Morsø | 6 | 12 | 9 | 15 | 10 |
Rebild | 26 | 22 | 12 | 29 | 9 |
Thisted | 19 | 46 | 49 | 20 | 25 |
Vesthimmerland | 32 | 54 | 18 | 32 | 26 |
Aalborg | 211 | 216 | 116 | 109 | 60 |
Selvom udviklingen på indbrudsområdet er gunstig, så bliver alt for mange danske hjem stadig ramt af indbrud, og derfor vil Bo trygt arbejde for en fortsat kraftig reduktion af antallet af indbrud i private hjem:
– Vi ved, at indbrud påvirker danskernes tryghed markant, og derfor er det så vigtigt, at vi reducerer antallet af indbrud. Heldigvis ved vi, hvad der skal til for at forebygge indbrud, og i Bo trygt oplever vi også et stigende fokus og opbakning fra politisk hold – både kommunalt og nationalt – i forhold til at komme indbrudsproblematikken til livs. Danskernes huse kan sikres langt bedre mod indbrudstyve, og vi kan blive bedre til at kigge efter hinandens boliger. Danmark har stadig langt flere indbrud end vores nabolande, og derfor skal vi fortsætte indsatsen, siger programchef i Bo trygt, Britt Wendelboe.
En måling fra Bo trygt viser bl.a., at 4 ud af 10 danske huse hverken har nye vinduer eller sikringsbeslag. Det er et oplagt sted at sætte ind, hvis man vil forebygge indbrud, påpeger programchefen.
Mange danskere har nok glædet sig til at møde kollegerne igen efter lang tids nedlukning – men coronatidens hjemmearbejde har på den anden side haft den effekt, at danskerne i højere grad har kunnet følge med i livet på vejen. En helt ny rapport fra Center for Kriminalitetsanalyse dokumenterer således den kriminalpræventive effekt, som corona-nedlukningerne med udbredt hjemmearbejde har haft på indbrud:
– Hjemmearbejde reducerer risikoen for indbrud. Derfor ligger der et stort præventivt potentiale i øget hjemmearbejde. Der er ingen tvivl om, at corona-nedlukningerne havde en gavnlig effekt i forhold til at undgå indbrud. Nedlukningerne betød, at mange opholdt sig hjemme, og det medførte mere liv og i indbrudssammenhæng ”overvågning” i boligkvartererne. Nabohjælp er et godt middel mod indbrud, og hvis flere fremover arbejder hjemme og holder øje med det, der foregår i nabolaget, så vil det kunne hjælpe til at reducere antallet af indbrud, siger Peter Kruize, der sammen med forskerkollega Britta Kyvsgaard har udarbejdet undersøgelsen for Bo trygt.
Skab mere liv i kvarteret
Forskerne ser altså et potentiale i øget hjemmearbejde i forhold til indbrudsforebyggelse. Ifølge Nabohjælp handler det grundlæggende om at skabe liv i kvarteret:
– En indbrudstyv vil ikke se eller møde nogen, der senere vil kunne genkende ham. Det er derfor, at liv og tilstedeværelse i et nabolag forebygger indbrud. Her rummer hjemmearbejde gode muligheder. Gå fx en tur rundt i nabolaget, når det er tid til en pause, eller gå ud i haven og kig ind til naboen, mens du klarer et telefonopkald, siger kommunikationskonsulent Sarah Risbøl Jacobsen fra Nabohjælp og fortsætter:
– Om lidt begynder skolernes efterårsferie, og mange rejser en tur til udlandet eller tager i sommerhus. Her opfordrer vi alle til at lave aftaler med naboerne om at kigge efter deres bolig, mens de er væk. I Nabohjælps app kan man sætte feriehjælpen i system, men den gode, gammeldags snak henover hækken virker også. Hvis indbrudstyven fornemmer, at folk holder øje, vil han med al sandsynlighed gå igen.
Indbrud i private hjem i tredje kvartal i 2018-2021
3. kvartal 2018 | 3. kvartal 2019 | 3. kvartal 2020 | 3. kvartal 2021 | |
Antal indbrud på landsplan | 6.775 | 5.627 | 4.492 | 3.928 |
Kilde: Danmarks Statistik
Bo trygt har i fællesskab med Rigspolitiet udviklet de 5 vigtigste råd mod indbrud:
- Vær en god nabohjælper
- Tænd lys ude, og trim hækken
- Gør det svært at bryde ind
- Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt
- Ring 114 ved mistanke om indbrud
Læs mere på Botrygt.dk.