Sidste år flyttede 2326 personer væk fra Hjørring kommune, mens 2067 flyttede til kommunen. Det er en nettotilbagegang på 259 personer, noterer Claus Dindler hos Erhverv Hjørring. Men flyttemønstret er aldersbestemt. Det er aldersgruppen 16 – 30 år, der står for den store fraflytning. I den modne aldersgruppe er der faktisk en positiv tilflytning til Hjørring kommune.
Erhverv Hjørring har dykket ned i det fyldige materiale hos Danmarks Statistik for at finde nogle mønstre for til- og fraflytning, der kan medvirke til at kvalificere en indsats for at ændre de trends og prognoser, der ellers entydigt peger på fortsat tilbagegang i kommunens befolkningstal.
Grafen ovenfor viser, hvordan til- og fraflytning fordelte sig på aldersgrupper i 2023.
Det er ingen overraskelse, at den største frafraflytning sker i aldersgruppen 15 – 30 år, hvor mange unge rejser ud for at uddanne sig. Her var der i 2023 1310 personer, der flyttede fra kommunen, mens 955 flyttede til Hjørring. Altså et minus på 355.
Tallene for grupperne 31 – 45 år og 46 – 60 år er til gengæld opmuntrende. Samlet for de to grupper var der en tilflytning på 694 personer mod en fraflytning på 590. Altså en tilgang på 104 personer i den aldersgruppe, der typisk er aktiv på arbejdsmarkedet, og som er attraktive som skatteborgere og forbrugere.
Danmarks Statistik kan også fortælle, hvor folk flytter hen, når de forlader kommunen, samt hvor tilflytterne kommer fra.
Det viser sig, at det er de samme seks kommuner, der ligger i toppen for både tilflytning og fraflytning. Aalborg ligger klart øverst. Men naboerne Frederikshavn og Brønderslev ligger over de store uddannelsesbyer Aarhus og København.