Prisen og titlen som Danmarks Bedste Naturformidler bliver uddelt under Naturmødet 2023 sammen med en præmiecheck på 10.000 kr. Prisoverrækkelsen vil finde sted på Thunderdome d. 12. maj 2023 kl. 13-13.45. Prisen er i 2023 sponsoreret af Naturmødet.
Har du et godt bud på hvem der fortjener titlen som Danmarks Bedste Naturformidler, så kan du indstille din kandidat her:
INDSTIL KANDIDAT TIL DANMARKS BEDSTE NATURFORMIDLER
Dommerkomitéen – Danmarks Bedste Naturformidler 2023
Jakob Walløe Hansen
Formand for Naturvejledning Danmark og formidlings- og undervisningsleder i Geopark Odsherred.
Jeanett Kaare
Direktør, partner og kreativ kommunikator i reklamefirmaet Weltklasse.
Brian Ravnborg
Formand for Biologiforbundet og pædagogisk konsulent på Center for Undervisningsmidler, UCN.
Vigtige datoer
20. marts – Deadline for indstilling af nominerede til Danmarks Bedste Naturformidler
29. marts – Dommerkomiteen udvælger 5- 10 nominerede
31. marts – De udvalgte nominerede får en invitation til at indsende en 30. sek. Video (til Facebook og hjemmesiden)
17. april – Deadline for indsendelse af videoer til Naturmødet
24. april – 2. maj – Videoer vises på Facebook
3. maj – De nominerede får besked og vinderen inviteres til prisoverrækkelse på Naturmødet d. 12. maj
12. maj – Kl. 13-13.45 – Prisoverrækkelse på Thunderdome scenen
Dommerne lægger vægt på
Dommerne vil kigge efter naturformidlere, som har nogle af disse egenskaber: inspirerende, engagerende og involverende, autentisk, nærværende og empatisk, kreativ og nyskabende, vidende og velinformeret om også dagsaktuelle emner
Samtidig lægges der vægt på at hun/ han kan: formidle på forskellige måder, på flere platforme og i nye samarbejdskonstruktioner, for nye målgrupper, inddrage målgruppen og give anledning til deres forundring, nysgerrighed, eftertanke, vidensforankring, identitetsdannelse, inspiration og motivation til handling.
Tidligere års vindere
Her kan du se tidligere vindere af prisen som Danmarks Bedste Naturformidler/e.
Rasmus Ejrnæs – 2022
Rasmus vinder prisen for ikke at være bange for at provokere og skabe uro med sine udtalelser – noget han i den grad kan tillade sig i kraft af sin solide faglige viden om og mange års forskning i natur og biodiversitet. Danmarks Bedste Naturformidler 2022 er vært på radioprogrammet Vildspor, aktiv og passioneret formidler og debattør på sociale medier, forfatter til en lang række svar til politikere, forfatter til bl.a. værkerne NATUR og DEN UENDELIGE HAVE, seniorforsker i natur og biodiversitet ved Aarhus Universitet.
Asser Øllgaard og Brian Rasmussen – 2021
Naturformidlerne Asser og Brian fra Randers Regnskov fik prisen for at have været suveræne mestre i naturformidling i corona-tid, hvor de var superhurtige og gode til at få sat naturen på agendaen allerede få dage efter at vores børn var sendt hjem fra skolen. Deres programmer har være god og meget lærerig underholdning til de hjemsendte skolebørn, der hurtigt var parate til at snakke natur med hinanden, forældrene, lærerne – og Asser og Brian. De to vindere har samtidig har været med til give de hjemsendte forældre en smule arbejdsro i deres nye online arbejds- og hverdag.
Jonas Gadegård – 2019
Jonas har bloggen “Naturnørd”, som man kan følge både på Facebook, Instagram og Youtube. Her viser og fortæller han mindst en gang om ugen i sjove, informative videoer om alt fra ringmærkning af sangfugle og musvåger til, hvordan man laver sit eget fuglefoder, og hvilke vilde planter og svampe man kan spise. Jonas er et naturtalent indenfor fortælling og naturvejledning, og hans entusiasme og fortælleglæde om naturen er smittende og opløftende. Selv ikke-naturinteresserede har jeg fået til at følge ham på Facebook pga. hans vid og entusiasme. Jonas får støt flere følgere på de sociale medier, og han er et lysende eksempel på, hvordan god naturformidling kan skrues sammen.
Karin Winther – 2018
Karin er naturvejleder og arbejder bl.a. med Naturekspeditionen i Vesthimmerlands Kommune. Karin modtog mange nomineringer som hver især beskrev de mange projekter som hun har gang i, hendes fantastiske arrangement og energi. Samtidig har der været stor fokus på hvor mange Karin har hjulpet gennem sit arbejde i naturen. I indstillingerne skrev folk bl.a.: “Karin står for et utal af spændende og lærerige arrangementer på Naturbaserne-tiltag som gør såvel børn som voksne klogere på naturen ved at tage os med ud.”
Vicky Knudsen – 2017
Begrundelsen var blandt andet, at hun har evnet at ramme en målgruppe, som mange naturformidlere ofte opgiver fra starten – teenagerne. Samtidig rammer hun mange af dem, bla. ved at bruge de sociale medier, men hun mestrer også den direkte formidling ude i naturen. Med sin solide faglige baggrund som biolog og ornitolog – og en ung, energisk og sjov tilgang til sit alsidige virke – mente dommerne at se en rollemodel, som ikke før var set i naturformidlerkredse
Morten D.D. Hansen – 2016 (For voksne)
I indstillingerne skrev folk bl.a. ”Mortens forudsætninger er en gudsbenådet naturglæde, taknemmelighed over i sit liv at være vidne til naturens forunderlige univers – og så har han med årene tilegnet sig en dyb og detaljeret naturhistorisk faglighed som er unik i dansk naturformidling”. ”Morten formidler blændende, med vid, kant, dygtighed og stor originalitet. Og vigtigst af alt, han får mange andre til at interessere sig for natur – også dem, der synes natur er håbløst uvedkommende!”
Bjørli Lehrmann – 2016 (For Børn)
Begrundelserne var bl.a. at hun er en ildsjæl med en enorm grundlæggende viden og en nysgerrig og undersøgende tilgang til særligt svampe og dyr. På de sociale medier formidler hun sine egne billeder og film, besvarer spørgsmål og stiller gåder – og hendes hjemmeside rummer enorme mængder af information. Børnene elsker at besøge Bjørli i Vestre Hus (hendes naturcenter), hvor hun blandt andet har levende og udstoppede dyr.