Efter flere års arbejde er fredningen af Tversteds Grønne Front nu godkendt. Det nu fredede område er mellemområdet mellem Flodbæk-fredningen og fredningen omkring Tversted Å. Vi har nu et stort sammenhængende fredningsområde, som indeholder mange sjældne arter, der kræver beskyttelse og opmærksomhed.
Godkendelsen af fredningen er én ting, men for at opfylde formålet med fredningen kræves handling. Derfor er der ved at blive udarbejdet en plejeplan, der beskriver naturplejen i området.
Et foreløbigt udkast til plejeplanen kan ses her. Har du bemærkninger til plejeplanen kan, du senest den 30. april 2024 sende bemærkningerne til news@tversted.dk eller formanden for din grundejerforening. Grundejerforeningerne og Tversted Borger- og Turistforening vil derefter koordinere et svar til kommunen.
Lodsejere i fredningen vil blive kontaktet direkte af Hjørring kommune vedrørende input til plejeplanen. Når plejeplanen skal realiseres, vil der altid blive taget direkte kontakt til lodsejere, så man sammen med kommunen finder de bedste løsninger.
Kommunen er meget interesseret i borgernes og herunder sommerhusejernes engagement i forhold til projektet. Tversted Borger- og Turistforening og sommerhusejernes fællesforum har engageret sig i projektet med et ønske om, at projektet skal være et aktiv for os alle, men også et ønske om, at det bliver et aktiv for den lokale turisme.
Det glæder os, at kommunen er indstillet på at involvere og lytte til alle interesserede og gøre en indsats for at kommunikere projektets resultater.
På Tversted Borger- og Turistforening hjemmeside vil der blive oprettet et særligt afsnit om naturpleje i Tversted.
Er du interesseret i aktivt at følge projektet eller engagere dig i det, f.eks. ved at deltage i registreringsarbejdet, kan du skrive til news@tversted.dk
Indvielse af fredningen Tversteds Grønne Front finder sted den 17. maj kl. 15 ved Tannishus.
Foto: Tversted Borger- og Turistforening.