Fredag formiddag blev den nye legeplads på Nejstgårdvej i Tornby indviet. Legepladsen er et led i den potentialeplan ”Tornby i Grøn Bevægelse”, som en gruppe borgere fik endelig godkendt i 2019. Planen har de 3 hovedmål:
- Ansigtet udadtil
- Tornbystien
- Hverdagens mødesteder
”Hverdagens mødesteder” handler om at lave nogle attraktive mødesteder og skabe en social platform, hvor byens borgere kan mødes om fælles aktiviteter – leg, hygge og aktivt samvær.
Til opfyldelse af dette hovedmål sendte Tornby Beboerforening, Tornby Idrætsforening og Tornby Hallen i 2021 en fælles ansøgning om støtte til etablering af en legeplads til Nordea Fonden, der velvilligt valgte at støtte formålet med hele kr. 417.053,00.
Legepladsen er placeret på arealet mellem Nejstgårdvej og Tornby Sognegård, hvor Tornby-Vidstrup Menighedsråd velvilligt har stillet et naturskønt areal til rådighed. Legepladsen er leveret og monteret af TRESS Sport og leg. Det sikre hegn rundt omkring legepladsen er opsat af Twonby Arbejdslaug, der ligeledes har lavet og opsat en antal bænke ved legepladsen. Arbejdslauget vil også klare den fremtidige vedligeholdelse af legepladsen, herunder græsslåning mens Tornby Cup’en har påtaget sig det økonomiske ansvar for den årlige fornyelse af legepladsens brugstilladelse.
Til indvielsen mødte repræsentanter fra Tornby Kirke, de involverede foreninger samt Twonby Arbejdslaug op til hyggeligt samvær sammen med – ikke mindst – fremtidens brugere af legepladsen, nemlig en stor flok glade børn fra Tornby Børnehus. At dømme efter børnenes høje lyd- og aktivitetsniveau på legepladsen blev den modtaget meget positivt og indvielsen skete med manèr.
Halbestyrer Martin Jepsen har været tovholder på hele projektet, men han pointerer, at tilvejebringelsen af legepladsen er sket ved en stor fælles indsats af de involverede parter, der har løftet i flok og han sender en stor tak for det positive samarbejde til alle. En stor tak for støtten til legepladsen skal der også lyde til Nordea Fonden, slutter Martin Jepsen.
Allerede søndag, den 23. oktober kl. 13.00 vil næste projekt under Potentialeplanen, nemlig Bjergstien blive indviet med udgangspunkt fra Tornby Brugs.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.