I samarbejde med Hirtshals Havnefond og Hirtshals Transportcenter åbnede Q8 onsdag eftermiddag en af landets første tankstationer med flydende naturgas (LNG*) til lastbiler.
Med åbningen bliver den såkaldte Jyllandskorridor fra den dansk-tyske grænse til Hirtshals den første længere strækning i Danmark, hvor gasdrevne lastbiler kan bruges på lige fod med traditionelle dieseldrevne lastbiler.
Indvielsestalen blev holdt af 1. viceborgmester Per Møller, der også klippede den røde snor sammen med formanden for Hirtshals Havnefond, Tom Frandsen.
I 2022 åbnede Q8 Danmarks første tankstation med LNG til lastbiler i Padborg. Det har været en stor succes, og nu bliver endnu et vigtigt skridt taget med åbningen af LNG-anlægget på Hirtshals Transportcenter.
”For de tunge køretøjer har mulighederne for at tanke mindre klimabelastende brændstoffer længe været begrænsede trods stor efterspørgsel. Derfor er vi glade for, at vi nu kan åbne et nyt LNG-anlæg i Hirtshals, for det betyder, at vi med anlæggene i Padborg og Hirtshals nu gør det muligt for vores godstransport-kunder at reducere deres CO2-udledning på turen nord-eller sydpå gennem Danmark og videre ud i Europa,” siger Gert Thomasen, Head og Fleet & IDS i Q8 Danmark, og fortsætter:
”En fortsat større del af godstransporten i Europa køres på gas, men når der skal transporteres gods gennem Danmark og op til fx Sverige og Norge, så har det hidtil været nødvendigt at køre på diesel. Med de to anlæg i Jylland kan vi nu tilbyde den store europæiske gasflåde en korridor gennem Danmark – med en renere udledning til følge”.
”Hirtshals Havnefond ser etableringen af LNG-anlægget på HTC som en naturlig del af havnefondens berettigelse, hvor vi på sigt forventer, at anlægget alene vil blive forsynet med LBG, fremstillet lokalt ved hjælp af vindenergi og biogas”, udtaler Tom Frandsen, formand for Hirtshals Havnefond.
Hirtshals Transportcenter er en vigtig brik for lastbilerne i dagligdagen på turen til/fra Norge, og vi er glade for, at vi med indvielse af det nye LNG-anlæg nu kan udvide paletten med endnu et alternativ til diesel. Da vi allerede i oktober 2023 indviede nye ladestandere til el-lastbilerne, synes vi, at vi nu har sendt et rigtig godt signal til chauffører og vognmænd om, at vi i Hirtshals tager udfordringen op med at kunne tilbyde det tunge segment nye alternativer til diesel” udtaler Tonni Sørensen, adm. direktør hos HTC.
Den nye LNG-anlæg er produceret af en spansk virksomhed med stor erfaring på området. I Sydeuropa er det opstillet mange lignende anlæg. Lokale håndværkere med entreprenørfirmaet HMU i spidsen har stået for opsætningen af anlægget i Hirtshals.
*) Sammenlignet med diesel udleder LNG-lastbiler op til 20% mindre CO2 over brændstoffets livscyklus. Forventningen er, at det inden for en kortere årrække vil være muligt at tanke flydende biogas (LBG) – biogas fra fx rest- og affaldsprodukter fra landbruget. Derved bliver udledningen af CO2 endnu mindre.