Hvordan får Rakkeby og lokalområdet glæde af midler fra nærliggende VE-anlæg (vedvarende energianlæg som sol- og vindmølleparker)? Hvilke muligheder er der for at søge midler, og hvordan foregår processen?
Det sættes der fokus på ved et info- og dialogmøde, som Rakkeby Beboerforening og Hjørring Kommune inviterer til: onsdag den 30. april kl. 19.00 i Rakkeby Skovhus, hvor alle er velkomne – tilmelding er ikke nødvendig.
Der vil være et oplæg fra Hjørring Kommune ved Rasmus Bo Rasmussen: ”Trivsel, landdistriktsudvikling, solcelleparker og vindmøller”, og også rig mulighed for spørgsmål og idéudveksling.
Formålet med mødet er at give borgere, foreninger og andre lokale aktører indsigt i, hvordan midler fra VE-anlæg kan komme lokalsamfundet til gode. På mødet vil følgende blive gennemgået:
- Baggrunden for ordningen og lovgivningen bag VE-midler (Grøn Pulje)
- Hvem der kan søge, og hvilke typer projekter der kan få støtte
- Eksempler på anvendelse af midler
- Mulighed for spørgsmål og åben dialog
En talsmand fra Rakkeby Beboerforening påpeger, at debatten ikke drejer sig om for og imod VE-anlæg men udelukkende om hvordan lokalområdet kan få midler til gavn og udvikling i samarbejde med VE-opstillerne”.
“Vi håber at se mange engagerede borgere og aktører fra lokalområdet. Dette er en enestående mulighed for at få indflydelse på, hvordan VE-midlerne kan være med til at skabe udvikling og værdi lokalt,” afslutter talsmanden fra Beboerforeningen.